Fortsæt til indhold

Tjener du nok?

Samfund
Af sognepræst Inger Birgitte Bruhn, Brabrand- Årslev Kirker

”Hvor meget tjener du egentlig?” Øh, hva’ba? Vedkommer det lige dig? Det er da et dybt personligt spørgsmål at stille. Samme løn for samme arbejde, sådan burde det være, men altså i kroner og ører? Er jeg da for påholdende eller afslører mine vaner umådehold eller hvad antydes lige med sådan et spørgsmål andet end en komplet mangel på situationsfornemmelse?

Forsvarstalen eller –tænkningen går omgående i gang. Og vi har tendens til kun at høre spørgsmålet på én måde. Men måske er meningen en helt anden. Hvor meget tjener du egentlig…..dine medmennesker? Ikke at det ikke også ville være et dybt personligt spørgsmål, men alligevel er det sundt at stille sig selv om ikke andet. Hvor meget gør jeg for andre? Har jeg et venligt ord tilovers for telefonsælgeren? Giver jeg plads til, at en anden kan køre ud før mig, selvom jeg er i min gode ret til at lade være? Tager jeg lige ukrudtet på naboens del af fortovet, når jeg alligevel er i gang? Giver jeg et nap med i idrætsforeningen, ved spejderne eller går en tur med de ældre på plejehjemmet?

Ikke så tit, som jeg gerne ville, lyder svaret. I år er Århus Frivillighovedstad. Og på søndag hører vi Jesu kommentar til os: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener.” Som så ofte før, når han har en kommentar til vort liv, vendes vore normer på hovedet. Man kan tjene og tjene. Det er to forskellige ting. Og man kan spørge sig selv om, hvad der betyder mest i længden? Jesus insisterer på at være forbillede for os. Han kørte ikke den lunkne linje, men gav sig selv fuldt og helt, med hud og hår for fællesskabet. For os.