Fortsæt til indhold

Sex og tro er tæt forbundet

Benedikte Vejlby Baggesgaard er, som den eneste i Danmark, både præst og sexolog. Læs hvorfor

Samfund
Susanne Secher

Som lillesøster til fire brødre har der sikkert været brug for både Bibel og Barbie, men om det er opvæksten i hjemmet i Birkerød, der har ført den 44-årige Benedikte Vejlby Baggesgaard til hvervet som henholdsvis præst og sexolog er mere usikkert.

"Jeg tror på Gud. Det har jeg altid gjort. Tror på, at Gud elsker os, som vi er, og her hører seksualiteten med. I Skabelsen blåstemples seksualiteten som noget, der er godt, og det er da noget af det mest menneskelige, vi har. Det er en del af livet under himlen med hinanden, hvor mennesket er i centrum," smiler Benedikte, mens hun byder på kaffe i præsteboligen i Sneptrup syd for Skanderborg.

Meningen med livet

Der er fyldt op med bøger i præstegårdens lille kontor. Og det virker helt naturligt, når Benedikte fortæller om sin kærlighed til litteratur. Hun ville oprindelig have læst litteraturhistorie, men i sin iver efter at læse, gjorde hun en helt særlig opdagelse.

"Jeg har altid været søgende og optaget af livets store spørgsmål. Hvad meningen er med livet, forholdet til næsten, og hvad vi skal bruge det hele til."
"Jeg fandt ud af, at al god litteratur handler om teologi, og så begyndte jeg at læse teologi på universitet i København, flyttede til Århus universitet og læste færdigt – blandt andet med tillægsuddannelsen på pastoralseminariet," fortæller Benedikte, som har været sognepræst for Tåning, Hylke og Ousted Kirker de seneste 15 år.

En del af at være menneske

For andre kan der måske synes langt mellem de to fag, men for Benedikte Vejlby Baggesgaard hænger sex og tro naturligt sammen. Og derfor har hun valgt også at uddanne sig til klinisk sexolog.

"Det er en del af det at være menneske. Begge dele er en integreret del af personligheden, som viser sig i vores tanker, handlinger og væremåde."
"Seksualitet er jo meget mere end det fysiske. Det er også at vise et andet menneske varme, accept og anerkendelse. Både tro og sex er stærke drivkræfter, som man kan give sig hen til, og som man ikke altid kan styre," siger Benedikte, som også holder en del foredrag under titlen – "Kys hinanden" – der netop handler om forbindelsen mellem det åndelige og det kødelige.

Fire gange om året er nok

Der er stadig mere fokus på sex end på tro hos de fleste, men Benedikte har et bud på, hvordan kirken kunne få mere plads i vores fortravlede liv.

"Hvis vi alle sammen går i kirke bare fire gange om året, så kunne det da godt blive festligt."
"Så var kirkerne aldrig tomme, og man opnår en følelse af selv at bidrage med noget. Når man kender sin præst, er det heller ikke så fjernt at tage kontakten, når livet er svært," smiler hun.
Samtidig har hun en klar holdning til, at de mange tilbud, som kirken forsøger sig med, ikke nødvendigvis altid er af det gode.
"Der sker en masse, og jeg er vild med det hele. Men folk har travlt, og så er det da langt bedre at lade dem være i fred og koncentrere os om det, folk gerne vil have. Nemlig, at vi er tilgængelige i livets lyse og mørke stunder," slutter Benedikte.