Tidslomme finder glemte livhistorier

Lokalcenter Hørgårdens stuer er en onsdag formiddag skiftet ud med en treværelseslejlighed i Den Gamle By, der er indrettet præcis som i 1950'erne.
For Ingeborg Larsen, Olga Pedersen, Ole Jørgen Olesen, Leo Hugo Andersen og Erling Sletskov er det en tur tilbage til en ungdom, som de til daglig har svært ved at huske. De lider alle af demens og kommer dagligt på lokalcentret i Risskov for at få adspredelse i en hverdag, der nemt kan virke fremmed og ukendt, når man har svært ved at huske.

Fernis og brunt papir

Men erindringslejligheden eller Familien Laursens Hjem, som Den Gamle By har døbt den, hjælper netop de demente med at finde minderne frem.
Museet har skabt en lejlighed, hvor alt interiøret er fra 1950'erne. Detaljer som rengøringsmidlerne, de nyferniserede gulve og det brune toiletpapir, der lige skal krølles og blødgøres før brug, fuldender illusionen om at træde direkte ind i et dansk middelklassehjem midt i det 20. århundrede.

Rod gerne i skufferne

Leo Hugo Andersen tager med det samme kasketten af, da han træder ind over dørtrinnet og giver hånd til værtinderne, der tager imod.
To kvinder fra museets personale er klædt i tidens kjoler og viser gæsterne rundt. De understreger med det samme, at her må man gerne rode i skabene, trække skufferne ud og snuse i barskabet.

Første nylonstrømper

"Har du været inde at se soveværelset, Ole?," spørger en af hjælperne fra lokalcentret.
"Nej, det har jeg ikke," svarer Ole Jørgen Olesen og støttet af sin stok tager han turen derind igen, som var det første gang. Han kan ikke huske, at han lige har været der.
På sengen i soveværelset ligger nyvasket sengetøj pænt lagt sammen.
"Det må være rullet, ellers ville det ikke være så flot," siger 79-årige Olga Pedersen.
I skabet har en af hjælperne fra lokalcentret fundet nylonstrømper.
"Kan du huske dine første nylonstrømper, Olga?"
"Ja, det kan jeg. Dem fik jeg til min konfirmation. Det var med hofteholder," svarer Olga Pedersen, mens hun står med strømperne mellem hænderne.

Richs der driks

I spisestuen hjælper gæsterne med at sætte de sidste kopper på og tager derefter plads om bordet. I køkkenet har Ingeborg Larsen hjulpet med at lave kaffen, der bliver serveret med lun, hjemmebagt kringle til.
"Er der Richs i?," spørger 82-årige Ingeborg Larsen, da hun ser pakken med kaffeerstatning ligge fremme på spisebordet. Nej, det er den ægte vare, forsikrer værtinden.
"Det er Richs, der driks", kommer det fra 88-årige Ole Jørgen Olesen.
"Hvordan var det nu? Var der ikke en fortsættelse på den?", fisker værtinden og hjælper selv på vej:
"Men det er Danmarks, der duer."
Smilene breder sig omkring bordet. Jo, det var rigtigt nok sådan, det var.
"Så blandede vi cikorie i for at få det til at strække," husker Ole Jørgen Olesen.
"Det er Danmarks, der duer," gentager Erling Sletskov fornøjet ved at kunne huske sloganet fra kaffeerstatningen, man kunne købe, da der var knaphed på varerne under 2.verdenskrig og årene derefter.

<B>Frisørminder dukker op</B>

Omgivet af platter på væggen, en amagerhylde med små mokkakopper, en 1950'er radio, sort/hvidefamiliefotos på væggen, magasinet Tidens Kvinder liggende fremme, store brune stikkontakter og et ur, der slår halve og hele slag, bliver minderne hele tiden hjulpet på vej.
Flere af de ellers demente og lidt indelukkede gæster omkring kaffebordet begynder at fortælle brudstykker af oplevelser, der vender tilbage. Leo Hugo Andersen, der var damefrisør, husker at have givet vandondulering til kunderne, men detaljerne kniber det med, da værtinden spørger ind til det.
"Kan du huske, hvad det kostede dengang at få en vandondulering?"
"Ja," lyder det korte svar. Og så bliver der ikke sagt mere om det.

Kirsebærvin til gæsterne

Efter kaffen er drukket, åbnes skydedørene til den tilstødende 'fine stue'.
'Rigtigt mange tak, det var en dejlig kop kaffe', de rosende ord står i kø, fra de tilfredse gæster, som bevæger sig ind ved siden af, hvor klaveret, fjernsynet og bløde møbler står parat. Cigarer og cigaretter står på bordet.
Og sågar et barskab i hjørnet, der kan foldes ud. 77-årige Erling Sletskov åbner på opfordring skabslågen til 1950'er møblet, men lukker det hurtigt igen.
"Nej, det er for fristende, det lukker vi igen," siger han med et smil.
Men hjælperne fra lokalcentret åbner igen barskabet og tager nogle af flaskerne ud. Mærkaterne bliver straks genkendt.
"Ja-ja, Kijafa. Da jeg var knægt, kom kijafaen på bordet, når der var gæster," husker Erling Sletskov om kirsebærvinen.
Og hurtigt falder talen på scotch whisky og flyversjusser med snaps og citronvand.

Behøver ingen tekst

Til sidst slutter værtinden af med at foreslå, at selskabet synger en sang. Salmebøger deles rundt, men inden Ole Jørgen Olesen når at få en, er han allerede i gang med en Marguerite Viby-sang, som han ikke behøver tekst til for at huske.
Ole Jørgen Olesen har en god sangstemme og han synger for, da gæsterne begynder på 'I skoven skulle være gilde'. Efter et par sange mere, siger gæsterne høfligt tak for i dag, giver hånd og tager trappen ned igen. Der er ingen, der har brug for den handicapelevator, som også giver adgang til lejligheden.

Glemmer det snart igen

Tilbage på 'gaden' i Den Gamle By, mener flere af gæsterne, at de nu nok havde været i lejligheden før. Men enten forveksler de den med en anden erindringslejlighed, som museet har indrettet anno 1910'erne. Eller måske følte de sig så meget hjemme med de mange velkendte møbler, blade og nipsting, at de da måtte have været der før.
Sandsynligvis går der ikke længe, før erindringen om besøget forsvinder, men for en stund blev masser af minder vakt til live.
"Det var rigtig dejligt at være på besøg. Det var så hyggeligt," siger Olga Pedersen, inden hun stiger ombord i minibussen, der fragter den lille gruppe tilbage til Lokalcenter Hørgården i Risskov. Også personalet fra lokalcentret, der var med på turen, er blevet klogere på hvilke liv og historier, de demente gemmer på.