Fortsæt til indhold

Hvorfor sviner de voksne sådan?

Børnene fra Stor Dagplejen Naturbørn i Haderslev samlede skrald til den helt store guldmedalje

Samfund
Peter Rasmussen

Næsten 80 kilo skrald fik de små affaldsindsamlere fra Stor Dagplejen Naturbørn i Haderslev samlet ind i den forgangne uge. Og de fik en ordentlig én på opleveren da én af de flotte skraldebiler kiggede forbi og viste ungerne, hvordan sådan en bil kan "spise" affaldet.
Det var bestemt ikke den eneste oplevelse ugen bød på. Og de var ikke alle lige positive. Efter at have samlet ind i en hel uge stod ét spørgsmål og trængte sig på i de små hoveder: "Hvorfor pokker sviner de voksne så meget?"
"Udebørn er sunde børn. Masser af undersøgelser viser, at børn udvikler sig bedre fysisk, mentalt og socialt i naturen. Det er klart, at naturens positive påvirkning starter tidligt. Kroppen og hjernen udvikles med rivende hast i de første tre leveår, og det lille barn har stor gavn af de stimuli naturen kan give. Ingen indendørs redskaber kan erstatte de kropslige udfordringer og sanseoplevelser uderummet byder på," fortæller Betina Riis og Majbritt Holzmann fra Naturbørn, som tilmeldte sig landsindsamlingen af affald.
"Haderslev flyder med dåser, papir, plast, kapsler, plastikurtepotter, flamingo, batterier og hundelorte. Og det allerværste er faktisk hundelorte i plastikposer. Hvis man har samlet op efter sin hund, hvorfor pokker smider man så posen i naturen bagefter," lyder det fra indsamlerne, der opfordrer alle til at opføre sig ordentligt i naturen.