Det kommer ikke bag på os
Børn og Unge rådmand Kristian Würtz er ikke overrasket over Aarhus' placering på listen over kommuner, hvor kvaliteten i folkeskolen er høj
"Det er dejligt at konstatere, men det kommer ikke bag på os. Det bekræfter vores eget billede af kvaliteten i de aarhusianske folkeskoler. Vi har gode folkeskoler i Aarhus. "
Børn og Unge Rådmand Kristian Würtz tager gerne mod roser om kommunens placering som nummer 15 ud af landets 98 kommuner målt på skolernes evne til at give deres elever et fagligt løft.
"Men inden børnene starter i skolen har de fået et godt fundament i deres daginstitutioner, som har rustet dem godt til skolelivet. Og også andre forhold spiller ind. Blandt andet hvor godt fritidsordningerne, klubberne og ungdomsskolerne fungerer. De tilbud supplere skolen. Det tror jeg er med til at forklare den gode placering i Aarhus," understreger han.
Kvalitet kan ikke vurderes på karakterer alene
Mens opgørelsen fra CEPOS kun ser på elevernes præstationer ved afgangsprøven, peger Kristian Würtz på, at skolerne ikke kan vurderes på det alene.
"Foleskolens formålsparagraf handler om meget mere end det faglige. I Aarhus stiller vi også krav til elevernes trivsel og til at skolerne får en stor andel af deres elever videre på en ungdomsuddannelse," konstaterer han og fortsætter:
"Undervisningseffekten er et øjebliksbillede på kvaliteten. En strømpil for om det faglige er i orden. Men det er ikke karaktererne fra afgangseksamen, der får de unge ind på arbejdsmarkedet. Det er langt vigtigere at eleverne får en ungdomsuddannelse og at skolerne er gode til at forberede dem til det. Og det er skolerne i Aarhus rigtig gode til. "