Erhvervsguiderne kommer til Aarhus
Et nyt projekt, hvor guider fra erhvervslivet støtter børn så de fastholdes i skolen og fortsætter på en ungdomsuddannelse, er på vej til Jylland. Første skole er Vorrevangskolen i Aarhus Nord
Vorrevangskolen i Aarhus Nord bliver første skole i Jylland der er med i et nyt projekt fra Center for Socialt Ansvar, der også står bag Natteravnsordningen.
Projektet er rettet mod børn og unge fra 6. klasse og op, som har evnerne til at komme videre på en ungdomsuddannelse, men er ved at miste fodfæstet i folkeskolen.
"Det, erhvervsguiderne går ud på, er at tilbyde mentorforløb til unge, som har brug for en hjælpende hånd til at klare skolen bedre og få mere struktur i tilværelsen og fokus på fremtiden," forklarer Peter Arentzen, seniorkonsulent hos Center for Socialt Ansvar.
"Målet med erhvervsguiderne er at sikre, at de unge får den støtte, der skal til, for at de gennemfører folkeskolen og kommer videre i en ungdomsuddannelse."
Erhvervsguidene er frivillige voksne fra lokale virksomheder, der har overskuddet til at engagere sig i et ungt menneske og være en rollemodel, som kan motivere dem til at gennemføre deres skolegang og tage fat på en uddannelse.
Positive erfaringer
Erhvervsguiderne startede op i august 2012 på en række Københavnske skoler.
På nuværende tidspunkt har 31 unge glæde af en erhvervsguide, der hver måned buger en god håndfuld timer sammen med dem. 90 nye menoterer står klar.
Erfaringerne er allerede nu så positive, at erhvervsguide-ordningen er på vej ud til resten af landet.
"Det, vi håber at opnå, er, at den enkelte unge flytter sig nærmere uddannelse og arbejdsmarked. Men også at de bare er blevet gladere og mere aktive og integreret i samfundet," siger Peter Arentzen.