Fraværet rasler ned på Vorrevangskolen
Vorrevangskolen har succes med et projekt, hvor de i samarbejde med Ung i Aarhus - Fritidscenter Randersvej har ansat en socialpædagog til at tager hånd om elever med et stort fravær
En kontant afregning og masser af støtte, nærvær og opbakning. Sådan lyder opskriften på et succesprojekt, der har fået fraværet til at falde markant blandt de ældste elever på Vorrevangskolen.
Her har man allieret sig med Ung i Aarhus - Fritidscenter Randersvej om at ansætte en socialpædagog, der tager hånd om de elever, hvor fraværet er godt på vej til at blive et alvorligt problem.
Sammen med deres forældre, skal eleverne skrive under på, at de vil arbejde tæt sammen med socialrådgiveren om at nedbringe fraværet.
Bedre karakterer
"Karaktergennemsnittet er øget med 0,6 og fraværsprocenten er faldet blandt alle de elever, der har været tilknyttet projektet. For nogles vedkommende endda ret så markant," fortæller Lise Thorn, skoleleder på Vorrevangskolen.
Projektet, der startede på forsøgsbasis i august 2011 og er forlænget i foreløbig to år, er en del af skolens indsats for at nå Aarhus Kommunes målsætning om, at 95 procent af en årgang skal fortsætte i en ungdomsuddannelse.
Højst ti procent fravær
Projektet Farvel til fravær er ikke Vorrevangskolens eneste indsats overfor fraværet.
"Vi ved, at de unge, der dropper ud af ungdomsuddannelserne, ofte er dem, der har haft meget fravær. Derfor ser vi meget nuanceret på elevernes fraværsprocenter ikke bare i udskoling, men på alle klassetrin, så vi hurtigt kan gribe ind og vende en uheldig udvikling," forklarer Lise Thorn.
"Vi gennemgår fraværslisterne for samtlige elever på skolen to gange hvert år, og alle de elever, der har en fraværsprocent over ti, får et brev med hjem til deres forældre."