Det er fedt der kommer en og henter dig
14-årige William fra 7.q på Vorrevangskolen er glad for projekt, der sender én ud efter ham, hvis han ikke møder i skole
"Mit problem er, at jeg har lidt for meget temperament. Jeg når ikke lige at tænke, før jeg taler eller slå fornuften til, før jeg handler. Og så var jeg nok begyndt at have lidt for meget fravær."
14-årige William fra 7.q på Vorrevangskolen smiler over hele femøren.
Gennem det seneste halve år har han været en del af projektet Farvel til fravær. Nu er der gået mere end halvanden måned, siden han sidst var fraværende uden grund.
Pjækkede når det blev uoverskueligt
"Kristian er kommet hjem til mig to gange, fordi jeg ikke mødte i skole. Første gang havde jeg faktisk en god undskyldning, for jeg var lige blevet opereret i mit knæ. Så kom vi tøffende over på skolen med mig i kørestol."
"Anden gang blev jeg væk, fordi jeg havde ondt i maven. Dér stod Kristian så lige pludselig i døren. Og det var faktisk fedt nok," fortæller William, der især har brug for lidt hjælp de morgener, hvor han selv skal stå op og komme af sted i skole.
"Der er det rart at vide, at Kristian er der til at bakke op. At han kan hjælpe, hvis jeg har brug det. Tidligere kunne jeg godt finde på at pjække de morgener, fordi det blev lidt for uoverskueligt at komme af sted."
Sammen med Kristian har William gået masser af ture omkring Vorrevangskolen og talt om både skolen, vennerne og fremtidsplanerne.
Justerer fornuftsknappen
"Jeg taler med Kristian om en masse forskellige ting. Hvordan det går i skolen. Ting, jeg har det svært med, og hvordan jeg egentlig har det. Det er fedt at have en voksen, der gider lytte."
Sammen med Kristian har William sat sig nogle mål. Ud over at møde i skole hver dag har det handlet om lige at justere på fornuftsknappen, inden han kaster sig ud i ting.
"Jeg har lovet at suge noget ilt ind til hjernen, inden jeg hopper med på vognen. Tidligere var jeg nem at lokke med for de andre, når der var gang i den. Nu når jeg lige at minde mig selv om, at tælle til ti og tænke efter. Det er jeg blevet meget bedre til," siger han.
"Jeg synes, projektet er super godt, og jeg er glad for at få den hjælp, jeg har fået. I dag har jeg meget lettere ved at tage mig sammen. Jeg har også meget mindre fravær nu," konstaterer han.