Fortsæt til indhold

Store grønne visioner i Dagmarcenteret

Ny butik skal fyldes med det bedste fra lokalområdet og give nyt liv til Dagmarcenteret

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

“Når man træder over dørtærsklen går man direkte fra 2013 tilbage til 1950, hvor der ikke fandtes kunstgødning og sprøjtemidler.” Tobias Rank går ind ad døren for ligesom at demonstrere de to verdener.
1. august vil Dagmarcenteret rumme en usædvanlig grønthandler og så hans butik selvfølgelig. Gårdbutikken.
Tobias Rank er 23 år, og han har ikke tidligere prøvet kræfter med butiksdriveri, men han er drevet af idealisme.
“Da jeg lærte at lave mad var det jo bare Knorr, men efterhånden som jeg blev bedre til det, begyndte jeg at tænke over, hvor råvarerne kom fra. Hvordan har koen og kyllingen det? Hvem har dyrket mine grøntsager.”
Nogen må gøre noget, tænkte den unge mand, derfor har han besøgt lokale leverandører og valgt de bedste ud.
“For mig handler økologi ikke om snobberi. Det handler om rå jord og landbrug. Det er der ikke noget snobbet over. Økologi er bare god kvalitet.” siger Tobias Rank.
“Folk skal tæt på deres grøntsager. De skal have et forhold til dem og vide, hvor de kommer fra. Det vil være Gunnars gulerødder og Oles kartofler, der kommer på hylderne her. Vi skal være på fornavn med leverandøren.”
Tobias går rundt i det tomme butikslokale og forklarer, mest med armene og i store bevægelser, hvor tingene kommer til at være. I den ene ende vil der være kolonial og hyggehjørne, hvor man kan købe sig en kop kaffe og få lidt inspiration til madlavning fra Tobias Ranks egne kogebøger. I den anden ende vil der være halmballebord med rodfrugter, køleskabe med salater og urter og æg leveret at 72-årige Svend Erik, som har lovet at gemme de største til Tobias.
“Når du først har smagt et godt æg, er der ingen vej tilbage,” siger han og fortsætter,
“Her, og hold lige fast, her kommer der til at stå den sejeste skinnende røde Bukh traktor med vogn.” Armene viser hvor.
“Det er Finns traktor. Han kommer forbi og fortæller historien om den. Alt i butikken vil have en historie. En god en,” fortæller Tobias Rank.
Sortimentet i butikken vil være som i supermarkedet, men med mere til. Der vil være danske råvarer, som du ikke lige kan få andre steder.
“Vi vil have blå Congo-kartofler, purple dragon gulerødder og courgetteblomster. Der vil være friskkværnet mel og lækre nødder. Det vil være en levende butik med et levende sortiment, der følger årstiderne.”
Tobias Rank håber, at hans butik og entusiasme kan genoplive Dagmarcenteret.
“Om et år vil ingen sige, der er kedeligt her.”