Fortsæt til indhold

Fødevareproducenter i Østjylland inviteres til landbrugsmesse

Landbrugsmessen håber at rigtig mange producenter vil repræsentere Østjyllands spisekammer

Samfund
Anette Bonde

Landbrugsmessen Gl. Estrup arrangerer hvert år et særligt tema om fødevarer, der indgår på messen. I år er overskriften for temaet blevet "Smagen af Østjylland", hvor der sættes fokus på lokalt producerede fødevarer fra hele Østjylland. I øjeblikket er messearrangørerne derfor på udkig efter lokale producenter i Østjylland, der er interesseret i at støtte op om landbrugsmessen og samtidig blive præsenteret i det store udstillingsvindue, som messen jo er.

Kokke laver mad

Først og fremmest arrangeres en stor udstilling af lokale fødevarer, men forarbejdningen af dem bliver gjort til en event i sig selv.
I et messekøkken à la "Spise med Price" laver kokke fra kendte restaurations- og krokøkkener begge messedage forskellige menuer på baggrund af råvarerne fra producenter af kød, fjerkræ, fisk, grøntsager, frugt, brød, mejeriprodukter, øl, vin, chokolade med mere i Østjylland. Råvarerne vil blive præsenteret med tilhørende historie, autencitet og specielle egenskaber af temaets konferencier, Per Mandrup, der er manden bag kokkelandsholdet.
Hver enkelt udstiller synliggøres med produkt, navn og geografisk placering i Østjylland, men der er ikke mulighed for salg. Ud over at udstille kan man være sponsor af råvarer til Messekøkkenet.

Messen henter

"Landbrugsmessen håber på en meget stor profilering og markedsføring af lokalt producerede fødevarer fra det østjyske spisekammer. Producenterne behøver ikke selv deltage men blot bidrage med et eller flere produkter og markedsføringsmateriale til udstillingen, og Landbrugsmessen tilbyder at afhente produkterne", fortæller koordinator Christian Thomsen, som gerne vil kontaktes af udstillere og leverandører af råvarer til messekøkkenet.
Se også landbrugsmessen.dk/docs/tema.php