Fortsæt til indhold

Tebstrup gør sig klar til flygtninge

14 flygtninge på vej til plejecenter Baunegården, hvor frivillige allerede er klar til at modtage

Samfund
Erland Rasmussen

Der skulle først lige ledes lidt i den overvejende tomme lejlighed på plejecenter Baunegården i Tebstrup, før der blev fundet tre stole at sidde på.
Men lejligheden var heller ikke meldt klar med den endelige indretning nu, hvor den skifter anvendelse fra ældrebolig for ægtepar til at midlertidig bolig for flygtninge.
I løbet af september er det nemlig planen, at 14 fortrinsvis enlige flygtninge flytter ind i fire små lejligheder på Baunegården.
De kommende beboere i Tebstrup har allerede boet i Skanderborg et par måneder.
Allerede nu meldes ni frivillige fra Tebstrup og omegn klar under fanerne til at hjælpe de kommende beboere på plads.
En af dem er Inge Søndergaard Pedersen, Ris. Hun siger om baggrunden for at melde sig, at hun har prøvet at være indvandrer i Norge tilbage sidst i 1970erne.
“Jeg synes, at flygtninge og indvandrere dengang blev behandlet dårligt både i Norge såvel som Danmark. Jeg synes ikke, det er træls, at vi nu skal have flygtninge i Tebstrup. Tværtimod, og jeg vil gerne være med til, at vi får det godt sammen,” siger Inge Søndergaard Pedersen.
Karna Friis, som er med i koordinationsgruppen hos Frivilliggruppen Skanderborg, hvorunder de nye frivillige i Tebstrup hører, siger, at en af de vigtigste opgaver bliver at møde de nye beboere og komme i gang med at etablere relationer, ligesom der også skal etableres samarbejde lokalt i Tebstrup.
“Kontakten med danskere er et utroligt vigtigt element i integrationen,” siger hun.