Rekordindsamling til flygtninge
Men i Skanderborg blev der samlet mindre ind end sidste år viser slutopgørelse
Viljen til at hjælpe verdens flygtninge er stor i Danmark. Det viser forrige søndags store opbakning til Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling, hvor knap 18.000 danskere var på gaden et par timer med raslebøsser og samlede 20 millioner kroner ind - det bedste resultat i mere end 15 år.
“Vi er overvældede og taknemmelige for den store opbakning til arbejdet med flygtninge, som danskerne i dag har udvist. Vi vil forvalte pengene med den største omhu og er meget ydmyge overfor danskernes vilje til at hjælpe,” siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
I Skanderborg Kommune var 291 borgere på gaden med raslebøsser, og tilsammen lykkedes det dem at samle 271.021 kroner ind, lidt mindre end det rekordstore beløb på 275.784, der blev samlet ind i 2014. Der var dog også kun 291 tilmeldte indsamlere i år mod 335 sidste år.
Pengene fra årets indsamling går til nogle af verdens mest udsatte mennesker, der er på flugt i lande som Syrien, Libanon, Irak og Sydsudan.
Du kan stadig nå at give penge til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling de næste par uger via sms, girokort eller MobilePay (60 101 101) - eller på vi-er-der.dk