Søbad indbyder ikke til barfodsbadning
Ænderne sætter deres tydelige præg på badebroerne ved Søbadet i Dyrehaven
Der er helt stille. Det er en varm og solbeskinnet onsdag formiddag i skolernes sommerferie. Et morgensvømmende ægtepar fra en generation, der ikke er af den sarte slags, dukker op med hunden Mille. Ellers er der bare ænder og deres efterladenskaber. Måske fordi bunden er dækket af jeg-ved-ikke-hvad, eller fordi badebroerne er dækket af jeg-ved-i-hvert-fald-godt-hvad - nemlig andelorte, eller også er det fordi, det andemadsfyldte vand kun inviterer til besøg fra - ja, ænder.
Debatten om turisme rejst
I et læserbrev i Lokalavisen Skanderborg i sidste uge forsøgte socialdemokraterne Kristian Skovhus og Søren Nielsen at skabe debat om kommunens indsats for turisme.
“Det er meget ærgerligt, at det ser sådan ud. Vi skal være mere bevidste om, at basisfaciliteterne skal være i orden. Turisterne skal jo have en god oplevelse og komme igen. Det er vi simplethen nødt til at arbejde mere på,” siger Søren Nielsen.
“Det vil komme til at koste lidt, men det er jo klart, at hvis vi har en holdning om en bevidst indsats, så skal det også prioriteres økonomisk. Nu er debatten i gang, og så tager vi det op i vores gruppe i efteråret.”
Ingen budgetbesparelser
Carsten Petersen, Grøn formand i Skanderborg Kommune fortæller, at de har samme midler til rådighed i år som sidste år.
“Vi gør rent derude hver dag og samler skrald. Men vi skyller ikke badebroen af. Det vil tage omkring tre timer hver dag, så det kan vi ikke med den tid, vi har til rådighed. Vi har de samme opgaver som sidste år. ”
Men der er alligevel en forskel fra sidste år til i år.
“Sidste år var der jo livreddere, som festivalen havde sponsoreret. De hjalp til med skrald og den slags, og det var rigtig fint, men de er der jo ikke i år. Jeg vil da godt opfordre til, at folk selv rammer skraldespanden derude. Det er lettere for alle, og det er ret nemt.”
Andre må tage stafetten
“Kommunen valgte at spare sidste år, og vi valgte at give en håndsrækning og sørge for livreddere, men det er jo ikke vores opgave at sørge for den slags,” siger Smukfest talsmand Poul Martin Bonde.
“Vi var glade for at hjælpe. Det var en fin idé, men det endte med at være ressourcekrævende for os, og det var ikke meningen. Andre må tage stafetten i år,” siger talsmanden.