Annemette tænker sig slank
Ved hjælp af hypnose og hypnoterapi er Annemette Andersen i gang med at skabe sig et nyt liv - hun skal blandt andet tabe sig 50 kilo på et år.
Det var egentlig et meget enkelt valg for Annemette Andersen da hun for godt en måned siden tog kontakt til hypnoterapeut Peter Sivebæk:
- Jeg havde været nede ved min læge, og her fik jeg at vide, at jeg var ved at udvikle sukkersyge, og at jeg derfor nok skulle overveje at få foretaget en fedmeoperation. Men det havde jeg overhovedet ikke lyst til, fortæller Annemette Andersen, og forklarer, at hun ikke har lyst til at tage medicin resten af livet, som man er nødt til efter en fedmeoperation.
- Jeg læste om Peters behandlingsmetode, hvor man ligesom tænker mavesækken mindre, og jeg vil da godt indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg satte mig i stolen første gang, smiler Annemette Andersen.
Har prøvet alt
Annemette Andersen vejer i dag 50 kilo for meget, men sådan har det ikke altid været. Efter at have boet 30 år i USA har hun, efter hun kom hjem, været lidt for god ved sig selv, og kiloene satte sig langsomt på sidebenene:
- Det var lidt for nemt at hygge sig med rundstykker, kage og slik. Men jeg har jo, ligesom mange andre, prøvet alle de slankekure der findes, men jeg har altid bare taget flere kilo på, når jeg var færdig med kuren.
Og netop her kan hypnoterapien, ifølge Peter Sivebæk, gøre en forskel:
- Man er nødt til at finde årsagen til at folk de trøstespiser, finder tryghed i at spise, overspiser eller hvad det nu kan være. Det er et spørgsmål om at ændre på en overbevisning og skabe en anden overbevisning, forklarer Peter Sivebæk, der er uddannet coach, hypnoterapeut og hypnotisør.
Den lille lyserøde bold
Peter Sivebæk bruger forskellige metoder når han skal hjælpe sine klienter. En af dem er en lille lyserød bold:
- Når man er under hypnose føles det dejligt rart og trygt. Klienten får den lyserøde bold i hånden, og skal forestille sig, at det er den størrelse mavesækken har. Den følelse de får af bolden under hypnosen, den tager de så med sig. Så hver gang de tager bolden i hånden, om det er derhjemme, i supermarkedet eller her hos mig, så er det trygt, forklarer Peter Sivebæk.
Annemette Andersen sider i den sorte stol med den lyserøde bold i hånden, og hun bekræfter, at hun trods sin skepsis, har haft gavn af den lille runde ting:
- Da Peter lagde bolden i min hånd fik jeg følelsen af, at min mave blev på samme størrelse som bolden. Efterfølgende har jeg også fuldstændig mistet min sukkertrang, og jeg har også helt ændret mine indkøbsvaner, smiler en tydeligt tilfreds Annemette Andersen.
Årsag og virkning
Peter Sivebæk har behandlet overvægtige mennesker med Hypnotisk Gastrisk Reduktion i et års tid. Han har lige nu 12-15 personer i behandling, og han forklarer, at der er flere ting der spiller ind, hvis klinterne skal opnå et varigt vægttab:
- Man skal tro på det, og så skal man finde årsagen til, at klienten gør som de gør. Det er vigtigt, at klienten selv gør en indsats. Det er ikke sådan, at så kommer man her en 3-5 gange og så taber man sig helt automatisk. man skal tro på det og ville det. Og så skal der også være en god kemi mellem min klient og mig. Ellers vil hypnosen ikke virke, fastslår Peter Sivebæk.
Annemette Andersen har indtil videre tabt sig 5 kilo på tre uger, og om tre måneder vender vi tilbage for at se hvordan det går.
Indtil da, forsikrer Annemette, at hun vil gøre alt for at tabe sig, tænke positivt, og passe på den lille lyserøde bold.
@Citat tekst:- Da Peter lagde bolden i min hånd fik jeg følelsen af, at min mave blev på samme størrelse som bolden.
@Citat person:Annemette Andersen