Sådan undgår du ballade med naboen
Nabostridigheder opstår nemt, når man i forårsmånederne skal til at gøre have, hæk og bed klar
Foråret pibler frem alle vegne, og inden længe summer haverne af liv, når alt skal gøres klar til forår og sommer. Et træ skal fældes, et bed udvides og en terrasse laves om.
Måske er der også planer om en ny carport eller sammen med naboen at udskifte hæk eller hegn. Og her skal man som grundejer passe lidt på, for der er ingen garanti for, at den gamle hæk stod korrekt i forhold til den gældende skellinie. Kan man derfor ikke umiddelbart genfinde synlige skelmærker, vil det i mange tilfælde være en god ide at få skellet afmærket på ny, således at den nye hæk kommer til at stå korrekt i forhold til ejendomsgrænsen.
Alene mistanken om at den nye hæk ikke fulgte ejendomsgrænsen, kan være årsag til at det gode naboskab forsinder. Og er man ude i at plante en ny hæk, eller opsætte et nyt hegn, så er det alt andet lige nemmere at gøre det rigtigt første gang, fremfor efterfølgende at skulle flytte hæk eller hegn til den korrekte linie?.
At kende den rigtige skellinie er også væsentligt, hvis der skal opføres ny bebyggelse, f.eks. en udestue, et nyt skur eller en carport. Mange af de bebyggelsesregulerende bestemmelser omkring højde- og afstandskrav, er knyttet til skellinien. Og igen er det jo lidt træls at skulle flytte en ny carport, fordi man troede at plankeværket stod i skellinien.
Står der ny hæk eller ny carport på arbejdssedlen, kan meget derfor være sparet ved at få sat skellet af, inden man går i gang med arbejdet. At man samtidig undgår en konflikt med naboen, er vel også værd at notere.