Fortsæt til indhold

Bliver Morten 'Le Coq' 2012 i Herning?

Ung frederikshavner i Aarhus skaber orden i kaos

Samfund
Thomas Thorninger

Restaurant 'Le Coq' (hanen) i Graven midt i Latinerkvarteret har oplevet en renæssance den sidste tid.

Tidligere var den kendt for en meget hyggelig atmosfære, men svingende madmæssige kvaliteter.

Men nye unge kokke er kommet til under ejer Troels Thomsens kyndige hænder. De får ansvar og udvikler sig - og restauranten.

Morten Kjer Petersen (26) tog skridtet fra Nordjylland til Aarhus for to år siden for at komme videre i sin karriere. Stillingen som køkkenchef er nemlig kun første skridt mod noget større.

I første omgang har han indstillet blikket mod Årets kok 2012 i Herning til marts.

God til kartofler

"Det handler om at prøve - det bliver nemmere og nemmere," fortæller frederikshavneren Morten Kjer Petersen.

Han startede selv i en stilling som elev på 'Bodilles Kro' som 16-årig. Der blev lavet klassisk dansk mad i lange baner.

Siden har han også prøvet 'Ruths Hotel' i Skagen og 'Molskroen' ude på Djursland. Flot beliggende steder med et højt madmæssigt niveau.

Nu er tid til at stå på egne ben.

"Jeg er ved at have min egen stil - orden i kaos," fortæller Morten. De sidste par år har konkurrencegenet for alvor fået fat i ham. To gange er han blevet udvalgt til at deltage i Kartoffelprisen - med en 3.plads som det bedste resultat.

Konkurrencen er bygget op, så kartoffel skal indgå i alle retter. Ikke nogen nem opgave, men lige noget for de kreative. Morten løste den svære opgave med desserten ved at sukkersylte kartoflen - samtidig med han satte trumf på med en kartoffelvaffel med brunet jordskokkeis til.

Teamet nede på 'Le Coq' - køkkenchefen med sine to elever.

Gæsterne bliver smagsdommere

Den kommende tid får gæsterne på 'Le Coq' mulighed for at smage nogle af madkombinationer til finalen i Herning.

Der er ingen grund til at putte med hemmelighederne.

Gæsterne er de allerbedste og kritiske anmeldere - her bliver det hurtigt tydeligt, hvad der fungerer, og hvad der hører hjemme i drømmenes verden.

"Jeg tegner en del for tiden, og der vil blive aflagt besøg på ARoS og andre kunstmuseer inden længe," fortæller den unge kok.

Inspirationen må meget gerne komme udefra. Det er måske det, der gør at man kommer skridtet foran konkurrenterne og får dommernes opmærksomhed.

Der er glæde i køkkenet - endnu en elev er blevet udlært. Det koster nok lidt champagne.