Sådan taber din bil mindst mulig værdi
Det er nærmest en naturlov, at din bil taber i værdi, men du kan gøre meget for at mindske afskrivningen. Her er en række gode råd til, hvordan du gør.
Biler taber i værdi. Sådan er det bare. En tommelfingerregel lyder, at værditabet over de første tre år og efter 60.000 kilometers kørsel vil være på imellem 40 og 50 procent afhængig af mærke og model.
Der er dog mange ting, du som bilejer kan gøre, for at afskrivningen på bilen bliver mindre. Det bedste resultat opnås ved at starte allerede før, du skriver under på slutsedlen hos bilforhandleren, og fortsætte helt til bilen en gang skal sælges igen. Her giver eksperterne deres råd til at begrænse værditabet.
Før købet
Vælg en populær farve og model, så bilen efterfølgende appellerer til så mange potentielle købere som muligt. Det lyder måske lidt kedeligt, men vi danskere er vilde med sølvgrå og sort, og modellen skal helst være en fem-dørs udgave eller en stationcar. Køber du derfor en gul GTI-model med tre døre, så er du sikker på, at værditabet fra starten er større, end hvis bilen er en sølvgrå stationcar. Forskellen i afskrivningen kan være helt op til 12-14 procent i familiebilens favør, så det handler om mange penge.
Gør et godt køb
Bilens pris ligger ikke fast. En gennemgang, som forbrugermagasinet Penge & Privatøkonomi har lavet, viser , at det er muligt at opnå rabat på stort set alle biler. Du skal altså ikke acceptere listeprisen på bilen, men derimod spørge efter rabat. Får du ikke det, er du allerede ved købet bagud på point i forhold til andre bilejere, der har fået forhandlet prisen ned. Og da rabatten nemt kan være op til omkring 50.000 kr., er der mange penge at spare ved at være en god købmand.
Diesel- eller benzin
Danskerne køber flere og flere dieselbiler, og selvom en dieselbil er dyrere i indkøb, uanset om den er ny eller brugt, så holder den prisen langt bedre. Og dieselbiler har endnu en fordel.
- Diesel er et mere energieffektivt brændstof end benzin, så du kører længere på literen, siger Lene Bonde, der er kommunikationschef i OK.
Du skal dog være opmærksom på, at dit kørselsmønster skal passe til motortypen.
- Der er ingen tvivl om, at hvis man kører mange korte ture, så er benzinbilen at foretrække frem for en dieselbil, fordi man ikke rigtig får nytte af den gode brændstoføkonomi, forklarer Jørgen Jørgensen, leder af teknisk afdeling hos FDM.
Så kører du længere ture, er dieselbilen et oplagt valg. Typisk vil en dieselbil holde prisen mellem fem og otte procent bedre end en benzinbil.
Husk servicebogen
Det er vigtigt at få bilen sendt til regelmæssige eftersyn, og når du skal sælge den igen, spiller det faktisk en stor rolle for prisen, at der er dokumentation for, at bilen er serviceret efter forskrifterne. Derfor skal du huske at få stemplet bilens servicebog, når den er til eftersyn.
- En komplet servicebog er mange penge værd. Jeg begynder straks at overveje, hvor meget mekanisk klargøring der skal til, hvis bilen ikke har en komplet servicebog, og det gør den også vanskeligere at sælge igen, siger Peter Monk, der er administrerende direktør for Toyota- og Ford-forhandleren Monk Biler A/S.
Vedligehold motoren
Gennem hele ejerskabet af din bil er det vigtigt, at du løbende vedligeholder motoren. Noget af det første, en bilkøber kigger efter, er nemlig motorens stand. Derfor bør du som minimum overholde forskrifterne for olieskift, og gerne skifte oftere end intervallerne forskriver.
- Der er ingen tvivl om, at hyppigere olieskift end angivet i serviceintervallerne giver en forbedret motorgang, og på sigt holder motoren også bedre,” siger Jørgen Jørgensen fra FDM.
For at holde motoren i god stand er det også vigtigt at bruge den rigtige olie.
- Man skal huske, at der findes mange forskellige typer af olie, og det er vigtigt, at man vælger den olie, som passer til bilens motor, så den vedligeholdes bedst muligt, forklarer Lene Bonde fra OK.
Sluk cigaretterne
Røg koster - kan det lugtes, at du har røget i bilen, påvirker det salgsprisen. Biler, der lugter af røg, er i gennemsnit 6.000 kroner billigere end dem, som ikke gør. Det koster cirka 4.000 kroner at få et klargøringsfirma til at fjerne lugten af cigaretter, oplyser Byens Bilpleje.
Gør bilen salgsklar
Sørg for at bilen er pæn og ren, når bilen skal fremvises for en potentiel køber. Kort og godt handler det om at se bilen med en købers øjne, når du gør den klar til salg.
- Få lavet de vigtigste småting såsom ”Bilka-buler” og stenslag. Det kan betale sig, for en køber vil altid have et større afslag, for at få skaderne lavet, end du selv kan få dem udbedret for. Og så er det afgørende, at du er ærlig og beskriver bilen , som den er, overfor køber. Opdager han/hun, at du har pyntet på sandheden om bilens stand, så skræmmer du vedkommende væk, og i værste fald sælger du bilen på et forkert grundlag,” siger Morten Heuing, administrerende direktør for BilBasen, der har opgjort hvor stor prisforskel , der er på klargjort og ikke-klargjorte biler.
Sælgerne af klargjorte biler fik i gennemsnit omkring 9.000 kroner mere for bilerne sammenlignet med priserne på ikke-klargjorte biler.