Fortsæt til indhold

En godt gemt hule - FF er baggårdens lysende stjerne

Samfund
Af Jan L. Pedersen, Aarhus Update

Hvis vi skulle komme med et bud på en af byens bedst gemte restauranter, ville FF helt sikkert være et bud. Det er restauranten, du skal vide, hvor ligger. Men hvis du én gang har været der, glemmer du det ikke igen. For de gør det helt forrygende godt og har formået at finde et niveau, som appellerer til alle. Både fornyelse og mere klassiske serveringer har plads på menukortet her. Det gennemgående træk er, at der er utrolig meget smag i maden. Skønt.

Casual Eating

Størstedelen af gæsterne bestiller casual eating-menu til 365 kroner for 12 serveringer. Det gjorde vi også. Det er til deling ved hele bordet - og da vi kun var to, var det til at overskue. Der var snacks, charcuterie, fisk, kød og grønt samt dessert. Det er de fem grupper, serveringerne er placeret i.

Charcuterie hos FF. Foto: Aarhus Update

Indledning der vil noget

De fem snacks bestod af croquetter med confiteret and, svampe og estragon creme, onionrings med saté mayo lavet på soltørrede tomater, brioche med røget krondyr og rejer med grøn karry i en let mayo. Så kom der fem forskellige slags pølser blev serveret på et bræt. Dertil oliventapenade, brunet smør, syltede rødløg og rød peber tapenade spiced up med asiatiske krydderier, samt to slags friskbagt brød til. Der var spanske og italienske pølser, plus lidt vindblæst gris fra vest for Silkeborg. Det var, hvad serveringen bestod af.

Fisk og suppe

Vinteren i Danmark skriger på suppe. Så FF har som regel en suppe på, i vinterhalvåret. I dag var det en hummerbisque med ristet mørksej. Klassisk tilberedt, og cremet med fin sødme. Velsmag uden så meget snak. En pleaser-servering, som de fleste elsker.
Den anden omgang fisk var rimmet laks med en tynd bund af abrikos og tranebær. En syrlig lemoncreme, hasselnødder, nøddechips og salat var også i serveringen. Laksen var mør, og godt rimmet. God servering med mange elementer på.

Hummerbisque. Foto: Aarhus Update

Kød og grønt serveringer

Svineterrine med 3 slags gris. Confiteret svinebryst, sprængte kæber og langtidsstegt nakkefilet. Syltede rødbedegele, gulebeder, ristede grønkål samt fløde-urtesauce. En smuk anrettet portion, hvor især kødet tog kegler. Velsmagende, mørt og en helt igennem flot komponeret ret. Det grønne element var langtidsbagt selleri, friteret persille og stikkelsbærskompot. Dertil en selleriskum. Sliders med pulled svin, hjertesalat og en løvstikkemayo var den sidste kødservering. Smuk hapser, hvor kødet var ren verdensklasse. Saftig og igen med utrolig meget smag i.

Dessert

Ymerfromage med makron, is og bagt æble. Dette var ikke en deler - heldigvis, for der havde nok været lidt kamp om den. Deledesserten var en fransk chokoladekage med sprød karamel, og syltede tranebær, tranebærguf, tranbærsorbet og kørvel. Begge var spændende desserter og igen på et højt niveau, men ikke mindst de smagte godt.

Fransk chokoladekage. Foto: Aarhus Update

Her er rart at være

Der var en dejlig tilbagelænet stil på FF. Intime lokaler som var drønhyggelige. Interiøret var varieret. Sofaer, stole med skind og levende lys. Hvis der skulle skrives en ny tjenerbog, hvilket måske var på høje tid, så var vores tjener en oplagt rollemodel til den. Betjeningen her var uden så meget smart i en fart. Rolig og ukompliceret. Der var ingen lange fortællinger om ingenting. Han havde stor viden. Det kom fra hjertet, og var skarp på både mad og vin. En betjening til topkarakter, og som vi sjældent ser i Aarhus.

Gæster hos FF. Foto: Aarhus Update

Vurdering

I alt kom vi af med 1.690 kroner. Maden koster kun 365 kroner per person, resten var drikkevarer. Maden var sjælden set value for money og ren opvisning i smag. Der var meget (vel)smag i serveringerne. Betjeningen var forrygende god. Lokalerne inde i baggården var hyggelige og lidt huleagtige. Det var store portioner. Vi blev mætte og var helt igennem tilfredse med FF. Hvis du er ved åen i Aarhus, så gå gennem porten ind til baggården. Fordelene er mange. Ikke mindst, du får en anderledes restaurantoplevelse som på mange måder skiller sig ud.



FF
Åboulevarden 30 - inde i baggården
8000 Aarhus C
Telefon: +45 87 32 14 44

Nogle af de drikkevarer, der blev købt til maden. Foto: Aarhus Update