Fortsæt til indhold

Restaurant V i Værkmestergade - gennemført dansk brasserie

Samfund
Af Jan L. Pedersen, Aarhus Update

Byens nye designhotel hedder Comwell Aarhus. Med 23 etager og udsigt over havnen ligger bygningen majestætisk mellem Kulbroen, Bruuns Galleri og Rutebilstationen. Midt i det hele kan du sige. På 1. sal ligger Restaurant V. V står for Værkmestergade, og restauranten ligger med udsigt ud til Spanien (vejen som løber ud i Strandvejen).

Her bestemmer du selv

Der er ingen menu, som man er forpligtet til at komme igennem. Et bredt a la carte kort var, hvad vi så. Fire retter i hver gruppe kan du vælge mellem. I grunden befriende, at man ikke nødvendigvis skal spise det samme, som de andre ved bordet.

Kulbroen med Restaurant V i baggrunden. Foto Aarhus Update

Når torsken kommer til sin ret

Fiskesuppe med torsk og kogt ind på torsk. Reduceret med fløde og smagt til med Pastis. Krydderierne var safran, paprika, lidt chili, ingefær, en sjat cayennepeber og lidt estragonstøv. 125 kroner var prisen. Fisken var perfekt - og havde på ingen måde fået for meget. De varme krydderier gav suppen en anden styrke end man typisk oplever med fiskesupper. En opløftende servering, som i den grad smagte godt.

Brandvarm fiskesuppe. Foto Aarhus Update

Tatar uden snak og show

Nogle restauranter elsker at stå og bakse en tatar sammen foran gæsterne, og proppe alt muligt, og umuligt, i den. Ofte er det de unge tjenere, som udfører showet, og udfaldet af deres udskejelser er ofte tvivlsomme. Men hos Restaurant V laver kokkene tataren i køkkenet. Tak for det. Kødet var smukt og helt uden fedt. Cornichoner, lidt sennep, lidt salt og peber plus en frisk æggeblomme. Ja, det var det. Pynten var lidt karse og et par store kapers. Kødet tog stikket hjem. Hvor er det skønt, når en tatar sidder i skabet. Det gjorde denne her. 125 kroner måtte vi slippe. Helt igennem value for money. Nåh ja, der var også perfekte håndskårne pomfritter til. Dem havde jeg nær glemt i min begejstring over kødet.

Tataren. Foto Aarhus Update

Otto’en var i en sjælden set storform

Nu er Restaurant V jo ikke nogen erklæret italiensk restaurant. Men deres risotto slog alt. Hold nu kaje, hvor var den god. Den var lavet med masser af friske urter, hvilket gav den grønne farve. Jeg smagte bl.a. timian, dild, persille, citron, hvidløg og Arla Unikas Gammel Knas (i stedet for parmasan). Fisken den dag var kuller, men den skifter efter, hvad der er i dagens fangst. Fin stegt fisk, som kom til at spille andenviolin. Risottoen var perfekt cremet, og der var ikke for meget smør i den, det var i bunden. En helt forrygende, velsmagende ret.

Risotto med kuller. Foto Aarhus Update

Så blev der ro

Desserten var en tarte tatin - fransk klassisk æbletærte. Sådan skal en dessert skrues sammen, var ordene fra min makker. Tærten var toppet med nødder og blød vaniljeis. En pleaser-dessert, som alle kan lide. Ikke den store konditorkunst, men den smagte godt. En stor og mættende portion.

Tarte tatin. Foto: Aarhus Update

Det handler om gæsterne og intet andet

Umiddelbart ville jeg ikke tro, at det var på Restaurant V, jeg skulle finde en så god og kompetent betjening. Vores tjenere den aften var yderst behagelige. Helt nede på jorden. Afdæmpet, og der var hele tiden et blik i vores ende af lokalet.

Godt med gæster. Foto: Aarhus Update

Vores mening om Restaurant V

Uden tvivl en hudløs ærlig restaurant, som holder et flot niveau. De kan lave mad, som smager godt. Ikke så mange dikkedarer og krummelurer. Det er klassisk mad, hvor fokus er på smagen. Serveringerne var gennemførte. Der manglede ikke noget, og priserne var fair. At Restaurant V ligger på et hotel, bemærkede vi ikke meget til. Restaurant V gør ikke meget væsen ud af sig. Lidt synd, for de gør det godt, og maden skal opleves for den smagte forrygende godt. Når så betjeningen er helt oppe i gear, og sætter en ære i at gæsterne skal have en god aften, ja så må vi sige, at restauranten på Værkmestergade hiver vores allerbedste anbefaling hjem. Ros og respekt til holdet på Restaurant V.