Skal du af i Alken? Så husk at trykke på knappen
togstop Passagerer, der tager toget fra stationen i Alken, skal fremover være opmærksom på, at Arrivas toge mellem Aarhus og Skjern ikke længere automatisk standser ved Alken, eller andre af de mindre stationer på strækningen. Fra 1. september skal passagerer huske at trykke på stop-knappen, hvis de skal af på de mindre stationer. "Vi kan spare miljøet for rigtig meget CO2 ved at lade togene køre forbi de tomme stationer, fordi toget bruger væsentligt mindre brændstof, når det ikke skal accelerere fra 0 til 100. Det vil også give passagererne i toget en endnu bedre rejseoplevelse, fordi toget nu kommer til at køre længere stræk uden stop," forklarer togdirektør Ivan Skødt Andersen fra Arriva Danmark. Mens der i togene er stopknapper, man kan trykke på, når man vil af, er der på stationerne nødvendigt i god tid at stille sig ud på perronen, så lokomotivføreren kan se én på lang afstand. "Lokomotivførerne nedsætter hastigheden, når togene nærmer sig de mindre stationer, så de kan nå at standse, hvis der står passagerer på perronen," siger Ivan Skødt Andersen. Køreplanen bliver ikke ændret, så togene vil stadig nå frem til stationerne på samme tid som hidtil. Det bliver til gengæld lettere at overholde køreplanen, da der nu vil være bedre mulighed for at indhente en eventuel forsinkelse, oplyser Ivan Skødt Andersen.