Fortsæt til indhold

Kranier, knogler, kunst og krudtugler

Eleverne fra Bjedstrup Skole har fulgt skulpturen i Alken Enge fra første parket og er klar med deres egen paralleludstilling

Samfund
Grethe Bo Madsen

Plejer skolebørn at være vilde med kunst og arkæologi? Hvad så, hvis der indgår knuste kranier, brækkede knogler og masser af ild? Så elsker børn kunst.
Mens Jørgen Hansens brændingsskulptur har rejst sig ved den arkæologiske udgravning i Alken Enge, har eleverne på Bjedstrup Skole fulgt arbejdet på nærmeste hold. Alle elever fra nulte til 6. klasse samt de ældste børn fra børnehaven har været på besøg og set, hvordan Jørgen Hansen og hans hjælpere har arbejdet med skulpturen.

Fuld opmærksomhed

“Når det handler om krigere, knogler og kranier, så har vi børnenes fulde opmærksomhed. Det vækker nysgerrigheden og motivationen,” fortæller skoleleder på Bjedstrup Skole, Hanne Damgaard.
Børnene har ud over at følge processen omkring kunstværket også hørt om områdets makabre historie og selv lavet lerskulpturer af krigere til en paralleludstilling.

Eleverne har fulgt med i første parket, mens Jørgen Hansen og hans hjælpere har skabt brændingsskulpturen.

Udfordrer kunstforståelsen

Ler-krigerne er udstillet i en lysning overfor Jørgen Hansens værk, og dem vil folk også kunne se på fredag, når brændingsskulpturen afsløres.
“Det har været en meget stor oplevelse for børnene. Både at se, hvordan en rigtig kunstner arbejder og følge processen, men også fordi deres egen kunstforståelse er blevet udfordret,” siger Hanne Damgaard.
“Brændingsskulpturen er noget helt andet, end de har oplevet før. Og så er værket forgængeligt. Det er noget helt andet, end eleverne har oplevet før. Det er nyt for dem at tænke kunst i den kontekst, og det har i høj grad været med til at udvide deres horisont.”

Når skulpturen på fredag brændes, vil den afsløre et glødende kunstværk. Værket vil kunne ses i omkring tre måneder. Herefter vil det gå til grunde af vind og vejr.
Ud over at følge processen med kunstværket, har eleverne også hørt om Alkens Enges makabre historie, og formet deres egne krigere i ler.
Alle elever på Bjedstrup Skole samt de ældste børnehavebørn har været på besøg i Alken Enge og se udgravningen og arbejdet med skulpturen