Fortsæt til indhold

Medicinprojekt stoppet af storpolitisk magtkamp

Galten Apoteks projekt med medicingennemgang hjemme hos ældre borgere blev bremset for ikke at kaste unødig benzin på bålet i en magtkamp mellem regionen og PLO

Samfund
Grethe Bo Madsen

Projektet, der indbragte Galten Apotek en fornem 3. plads ved den internationale farmaceutiske kongres, FIP, i Bangkok, var oprindeligt planlagt til at skulle omfatte medicingennemgang hjemme hos 100 ældre borgere i Skanderborg Kommune.
Men da 23 medicingennemgange var blevet gennemført, trak Skanderborg Kommunen hårdt i nødbremsen, og projektet blev brat stoppet, selvom behovet for en medicingennemgang hjemme hos de ældre borgere havde vist sig at være der.
Ifølge Mikkel Buck, udviklingskonsulent i Ældre og Handicap i Skanderborg Kommune, skete det, fordi projektet endte som en meget øm tå midt i overenskomstforhandlingerne mellem de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Region Midtjylland.
Stridspunktet handlede om, hvem der er berettiget til at sætte gang i en medicingennemgangen - kommunen eller lægerne - og om, hvorvidt medicingennemgang er en del af den indgåede overenskomst mellem PLO og regionen, forklarer han.
"Projektet landende midt i et stort politisk spil mellem lægernes ønsker og regionens ønsker, og derfor blev det stoppet. Det er meget ærgerligt, for ideen er god, og behovet har vist sig at være der. Region Midtjylland har siden indført et nyt tiltag, der netop tilgodeser behovet for en medicingennemgang i hjemmet," fortæller Mikkel Buck.
Med det nye tiltag kan den praktiserende læge rekvirere et team af farmaceuter til at besøge de ældre og gennemgå deres medicin sammen med dem.