Ungdomsboliger i Viby hjælper på boligkøen
Østjysk Bolig er netop blevet færdig med at opføre nye ungdomsboliger i Viby på en gammel lagergrund
21 nye ungdomslejligheder er netop blevet invaderet af en flok unge mennesker.
De er nemlig flyttet ind i det helt nye ungdomsbyggeri på Bjørnholms Allé i Viby, som Østjysk Bolig står bag.
Der er bygget både halvanden- og toværelses lejligheder, og eneste krav for at flytte ind er, at du er under uddannelse og under 25 år, fortæller direktør ved Østjysk Bolig, Allan Søstrøm.
Lejlighederne blev lejet ud lynhurtigt, og det er der en god grund til, for de unge står nemlig i kø for at få noget at bo i i Aarhus Kommune.
"Der er et kæmpe behov for ungdomsboliger. Der er planer om, at der skal opføres 1000 nye boliger inden for de kommende år, og vi skal være med til at løfte den opgave," siger Allan Søstrøm.
Han ved godt, at der selvfølgelig er langt fra 21 til 1000, men det hele hjælper.
Er hvor de unge er
For Østjysk Bolig er det vigtigt, at ungdomsboligerne ligger tæt på byen, transport og aktiviteter.
"Vi har et mål om at bygge de steder, de unge har brug for at være," siger Allan Søstrøm.
Ventelisten til de nye, sorte ungdomsboliger på Bjørnholms Allé er da også uendelig lang ifølge Allan Søstrøm.
Man forstår også godt de studerende, for i Viby får de eget toilet, bad, stue, køkken, badeværelse samt have eller terrasse. Derudover er byggeriet opført efter 2020-reglerne, og huslejen ligger på 3000 kroner for halvandenværelses-lejlighederne og 3700 kroner for en toværelses.
Billig grund og materialer
Men hvordan kan det lade sig gøre, at de studerende kan bo til fornuftige penge i noget, der er helt nyt og ovenikøbet bygget energivenligt?
"Når vi køber en grund, skal den være billig, og derudover sørger vi for, at materialerne er holdt nede i pris. På den måde kan vi gøre huslejen fornuftig," siger Allan Søstrøm.
Foruden de nye boliger i Viby opfører Østjysk Bolig nye studielejligheder i Vestergade og Norsgade i Aarhus C. De bliver bygget efter samme principper som i Viby.
"Vores boliger skal være, så de studerende har råd til at bo der, og man kan sagtens være to i toværelses-lejlighederne. Vi kan forhåbentlig være med til at nedbringe ventelisterne til ungdomsboliger i byen. Vi vil gerne hjælpe, og vi er altid på udkig efter nye muligheder for de unge, men vores krav er, at det skal være i en god kvalitet til billige penge," siger Allan Søstrøm.