Fortsæt til indhold

Syddjurs ved at skabe et paradis for cyklisterne

Syddjurs politikere har en drøm om at kunne binde sammen via cykelstier

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det var i sin tid salige Poul Kjøller, der sang så det gjaldede: “En cykel larmer ikke og bruger nul benzin. En cykel oser ikke som andre oliesvin.”

Måske får sangen snart en revival i Syddjurs, for her er man forelsket i cykelstier.

Syddjurs Kommune har siden 2007 anlagt 50 km nye cykelstier og stinettet vil inden udgangen af 2019 blive udbygget med 15 km ny sti, så det samlet bliver til 65 km ny sti.

I alt anlægges der fem nye stier inden udgangen af 2019. De nye stier er:

  • Kolind-Ryomgård: 5,6km
  • Hornslet-Rosenholm Slot: 1,3km
  • Vrinners-Egens Havhuse: 3,7km
  • Skørring-Karlby: 1,4km
  • Djurs Sommerland-Kærende: 3km

Staten har siden 2007 anlagt fem km ny cykelsti langs statsveje, og det bringer det samlede antal km cykelsti siden 2007 op på 70 km.

Fakta

Anlægsplaner for de fem nye cykelstier:

  • Kolind - Ryomgård er etapedelt

1. etape mellem Kolind og Koed er tæt på at være færdig. Dette er sket sammen med hævning af Korupskovvej. I første omgang kommer stien over “det våde område” til at henligge med grus, da vi forventer at stien vil arbejde/sætte sig. Der kommer asfalt på, men det kommer først når kommunens ingeniører vurderer, at de fleste sætninger er sket.

2. etape er mellem Koed og Ryomgård. Stien kommer til at ligge mellem Korupskovvej og banen. 2. etape forventes færdig inden udgangen af 2019.

  • Hornslet - Rosenholm Slot skal anlægges på den østlige side af Rosenholmvej mellem bygrænsehellen og Gl. Mørkevej. Stiens forventes færdig inden udgangen af 2018.
  • Vrinners - Egens Havhuse er støttet med 40 procent af statens cykelpulje. Syddjurs Kommune har i 2017 indsendt ansøgning, og har fået positivt tilsagn. Stien forventes færdig inden udgangen af 2019.
  • Skørring - Karlby er støttet med 40 procent af statens cykelpulje. Der var oprindeligt ansøgt om tilskud til at lave sti mellem Lime og Skørring, men da denne sti blev væsentlig billigere ned forventet, har kommunen fået lov til at bruge de resterende midler på at lave stien videre mod Karlby. Stien forventes færdig inden udgangen af 2019.
  • Djurs Sommerland - Kærende anlægges sammen med omfartsvejen vest om Nimtofte. Omfartsvejen vest om Nimtofte er 1. etape af en nord/sydvejsforbindelse mellem rute 16 ved Djurs Sommerland og rute 15/21 ved Korslund v. Rønde. Stien og vejen forventes færdig i 2019.
  • Kilde: Syddjurs Kommune