Tillykke til to frontløbere på Djursland
Formanden for Dansk Byggeris Lokalafdeling på Djursland, Harald Grønlund, lykønsker Koed Tømeren og MC Tag med hæder
I anledning af prisuddelingen 5. april 'Anmeld Håndværker.dk', der dryssede stjernestøv til 'Koed Tømreren' og 'MC Tag' fra Kolind, udtaler formanden for Dansk Byggeris Lokalafdeling på Djursland, Harald Grønlund, Allingåbro:
“På vegne af Lokalforeningen for Dansk Byggeri Djursland vil jeg gerne udtrykke den største respekt og anerkendelse for den indsats der ligger bag sådanne anerkendelser.
Når der ikke bare er tale om en enkelt anerkendelse men hele 3 af slagsen, til 2 firmaer på Djursland, så kan jeg /vi ikke andet end udtrykke stor, stor respekt. På Djursland findes ca. 110 virksomheder, der er medlem af Dansk Byggeri og derudover har vi en Lokalforening for Djursland, der tæller ca. 60 af ovennævnte virksomheder.
Som formand for Lokalforeningen for Djursland vil jeg ikke forsømme lejligheden til at supplere den ros, som 'Koed Tømreren' og 'MC Tag' er blevet tildelt i Cirkusbygningen i København.
Når det så er to virksomheder der er medlemmer af vores Lokalforeningen, så trænger det sig på at sige, at I hver især er to fantastiske ambassadører for nogle af vores fag og uddannelser inden for byggebranchen.
Ud over jeres faglige og miljømæssige indsats, så er I også dem der påtager en ansvarlig indsats i forhold til uddannelse i vores fag. I er de fremragende ambassadører, som de erhvervsfaglige uddannelser har brug for. Lad jeres stjernehøst være det gode eksempel til efterfølgelse.”