Fortsæt til indhold

Midtdjurs Friskole tæt på ny skoleleder

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

To ansøgere til lederstillingen på den kommende Midtdjurs Friskole i Nimtofte blev lige pludselig til fem efter ansøgningsfristens udløb. Det har givet bestyrelsen et bredere grundlag for at finde ham eller hende, der får opgaven med at skridte banen af for friskolen, der skal erstatte den kommunale Bauneskolen, som et stort flertal i Syddjurs Byråd har besluttet at lukke med udgangen af dette skoleår.
"Vi har fået henvendelser på mail og på anden vis fra interesserede efter ansøgningsfristens udløb, og det skyldes sikkert, at vi først på et sent tidspunkt fik lagt vores jobannonce på jobnet.dk," siger bestyrelsesformand Lone Jensen.

To kvinder og tre mænd

De fem kandidater kan Lone Jensen af gode grunde ikke fortælle ret meget om i det offentlige rum. Der er er tale om to kvinder og tre mænd, der har lagt billet ind på jobbet. " Vi har allerede haft samtaler med to og har en ny ansættelsessamtale onsdag aften, " fortæller Lone Jensen, der forventer, at bestyrelsen trækker en streg efter onsdagens ansættelsessamtale.
" Vi har en positiv forventning om, at vi har en leder i hus onsdag aften, " siger Lone Jensen.
Lokalavisen erfarer, at vedkommende, som skal til ansættelsessamtale onsdag aften, nu er forhåndsfavorit til lederstillingen. Der skulle være tale om kandidat, der har et godt skudsmål i friskolekredse og som har fået et vink om lederstillingen.