Asger Aamund scorer 137 mio. på en måned
Den kendte erhvervsmand fra Hellerup spinder guld på virksomhederne Neurosearch i Ballerup og Bavarian Nordic i Kvistgård
Januar har været en særdeles god måned for den kendte erhvervsmand Asger Aamund. Aktiekurserne for de to selskaber Neurosearch og Bavarian Nordic er skudt i vejret, og det giver ekstra penge på kontoen i Asger Aamunds privatejede selskab A. J. Aamund.
Det viser beregninger som Berlingske Research har lavet. Tallene viser, at A. J. Aamunds aktieposter i Neurosearch og Bavarian var henholdsvis 64 mio. kr. og 197 mio. kr. ved indgangen til 2010.
I dag er værdien af de to poster vokset til 266 mio. kr. og 131 mio. kr. Derved en samlet gevinst på formuekontoen på 137 mio. kr.
Beregningerne er lavet med den antagelse, at A. J. Aamunds ejerandel i Neurosearch i dag er 3,2 procent af aktiekapitalen. En beregning, der er foretaget på baggrund af den seneste opgørelse af Aamunds ejerandel, der stammer fra 2008.
Asger Aamund mener selv, at stigningerne i aktiekurserne skal tages med et gran salt.
"Begge selskaber var fem mia. kr. værd for blot få år siden, men er siden kørt helt i bund aktiemarkedet. Det har været lidt af et mareridt de sidste to år," siger Asger Aamund til Berlingske.dk .
"Med hensyn til Bavarian, så har vi en ordrebog på ni mia. kr. til den amerikanske regering på en koppevaccine. Vi regner med at kunne sætte gang i produktionen af den ordre her i første kvartal", siger Asger Aamund og fremhæver, at en vaccine mod kopper er aktuelt, fordi udbredelsen af sygdomme kan være et nyt middel for terrorister.
I marts sidste år havde A. J. Aamund en større gæld end værdier.