To do or to be?

klumme Så sluttede ferien også for mit vedkommende. Tre ugers ferie med mange timers høj sol, blå himmel og tid til bare at være.

På en eller anden måde føles det lidt trist. Ikke det at skulle tilbage til arbejdet og kollegerne, men at skulle væk fra det der med bare at være. For sådan er det jo – det hører vel kun ferien til ’bare at være’ eller gør det?

Kalenderen, den slags kalender, der for mange er lidt gammeldags, Mayland-kalenderen med spiralryg, ligger så fint der på skrivebordet og venter på at blive åbnet. Jeg kan svagt huske et par af de punkter, der blev noteret på to do-listen før ferien. Og ganske rigtigt, der er nok at tage fat på: sende salmer til kirkekontoret, forberede vielsessamtale, ringe til dåbsforældre angående samtale, skrive prædiken til på søndag og så en masse små-opgaver. Hverdagen er i gang igen, i hvert fald på papiret, så sæt i gang med to do!

Inden jeg får set mig om, er ugen næsten gået, og to do-listens opgaver har for de flestes vedkommende fået et flueben. Og så er det, at jeg søndag formiddag står i kirken - forventningsfuld og klar til at fejre gudstjeneste. Udenfor er det vådt og regnfuldt, en tydelig kontrast til feriens tørre og solrige vejr! Men hurtigt rammes jeg af følelsen af, at her er godt at være. Ikke bare fordi her er tørt, men også generelt godt at være og godt bare at være.

For kirken og gudstjenesten rummer for mig også noget af det, ferietiden gjorde: tid til bare at være. At glemme to do-listen og alt det, jeg bør eller skal, og i stedet bare være. I kirken kan vi komme og være som det menneske, vi er. Uden at skulle noget - eller jo, præsten (jeg) skal lidt.

Men kirken er et rum og et sted, hvor vi ikke behøver at kunne noget særligt eller have bestemte interesser. Nej, det væsentlige er ikke, hvad vi kommer med, med at vi kommer – og at vi kommer som det, vi først og fremmest er: menneske over alt. Som det lille Guds barn, vi er. Og dér på kirkebænken kan vi sidde mere eller mindre anonymt uden andet navn end det, Gud har skrevet i sin kærlige hånd.

I kirken og ved gudstjenesten er det tilladt bare at være menneske og lade sig løfte af ordet, musikken og sangen. Og for en stund glemme den to do-liste, der allerede på første dag efter endt ferie på ny er lang.

Kirken og gudstjenesten er for mig et godt sted at være – som det jeg er!

Jeg glæder mig allerede til at være i kirken igen næste søndag! Måske vi ses?