Nazi-vandrerhjemmet i bøgeskoven

Pernille Elsner er opvokset i det tyske Luftwaffes danske hovedkvarter på Vandrerhjemmet Danhostel Skanderborg, som tyskerne byggede i krigens sidste år.

I dag bor hun sammen med sin mand i generalens gamle hus på en majsolfyldt skrænt med smuk udsigt ud over bøgeskov og sø, mens hendes lillebror har bosat sig et stenkast væk i et noget mindre hus oprindeligt beregnet til generalens næstkommanderende - uden at der nødvendigvis skal lægges nogen symbolik i den fordeling ...

De to flyttede som børn til Skanderborg fra København, da deres forældre blev spurgt, om de ville overtage Skanderborg Vandrerhjem.

Tyske støvlesmæld

Dengang var det i kommunal eje og forpagtet af en bekendt i faren Egon Petersens kajakklub. Det er her, at Pernille Elsner, Egon Petersen og resten af familien bevæger sig ind i noget ganske unikt.

Skanderborg Vandrerhjems karakteristiske hovedbygning i træbjælker blev nemlig bygget et sted imellem 1943 og 1944, da tyskerne indtog bøgeskoven i Skanderborg og etablerede deres danske hovedkvarter for Luftwaffe.

Læseren kender måske bunkerne, der stikker op, ikke langt fra hvor nutiden én gang om året mødes til en kæmpe fest i bøgeskoven. I samme område byggede tyskerne det 166 kvm dobbelte hus i bjælker fra Belgien lige ned til søbredden som messe til de tyske luftvåbenofficerer, et såkaldt kasino. Her spiste, spillede og holdt officerene til.

Da familien Petersen og Elsner kom dertil i 1991, var det Skanderborg Vandrerhjems hovedbygning, hvor gæster fra nær og fjern kunne spise morgenmad i samme lokaler som de gamle tyske officerer.

Fem minutters gang derfra mod syd rykkede familien ind i generalens bolig på 102 kvm. Den er siden istandsat indvendigt og udvidet, så den er knap 200 kvm, og indenfor er det så langt fra en naziofficers privatbolig, som man kan komme. Med undtagelse af et par moderne bekvemmeligheder udenfor er der dog ikke stor synlig forskel på nu og dengang, man hørte de tyske støvler smælde.

Skønhed og historie

"Det med at bo ned til vandet og midt i bøgeskoven opvejer for rigtig mange ting. Man kan jo ikke bo skønnere," forklarer Pernille Elsner om dét at bo i et hus, som har været beboet af flere generaler før hende, og på et sted, som har været en del af hele den danske besættelseshistorie.

Terrænet omkring Dyrehaven var velvalgt til forsvar. Søerne og det sumpede område ved Døjsø og Sorte Sø udgjorde naturlige hindringer for en fremtrængende fjende, og Dyrehaven blev derved en ølignende 'fæstning', en pindsvinestilling, en kampstilling, de kunne forsvares til alle sider.

Leif Juul Pedersen i 'Historien om Luftwaffe

Og som hun bemærker, var det nok heller ikke den tyske magtelite der holdt til i Skanderborg.

"Det kan godt være, at nogle af dem, der var her, har været nazister. Men min mands farfar, der har tyske aner, boede i Aarhus, da krigen brød ud, og han blev sendt til Tyskland for at aftjene sin værnepligt. Ikke fordi han ville, men fordi det skulle han for at opfylde sin pligt over for det land, han kom fra. Og han har oplevet nogle frygtelige ting. Så jeg tænker, at de, der har været her, måske ikke har været kernen af det nazistiske samfund. Der har måske været nogen, men der har nok også været dem, der bare har gjort deres pligt for deres land. Lidt som danske soldater gør i dag."

Ammunition og mælkeflasker

Pernille Elsner og hendes mand overtog generalboligen for to år siden, da det blev for meget for hendes far at bo så tæt på sit arbejde.

Hun er projektkoordinator på vandrehjemmet, som hendes far stadig leder og ejer, men er uddannet folkeskolelærer i dansk og historie og har siden læst arkæologi. Det betyder også, at hun har en naturlig interesse i stedets historie og argumenterer for, at det især i dag, hvor mange af dem, der oplevede krigen, er døde, betyder noget at formidle historien.

Som barn fandt hun og hendes to søskende ammunition og gamle mælkeflasker fra krigen, når de legede i det store skovområde, men ellers er det bunkerne, der fortæller den tydeligste historie om, hvad der skete i Skanderborgs bøgeskov. For barakkerne blev flyttet til Gl. Ry og udgjorde en flygtningelejr for de tyske flygtninge efter krigen.

Og så kommer der jævnligt gæster på vandrerhjemmet, som kan huske, at de var der 'dengang'.

"Vi havde på et tidspunkt en 98-årig kvinde på besøg her, som fortalte om dengang, da hun som barn skulle til tandlæge. Hun boede ved Vrold og skulle til tandlæge i byen. Men hun ville ikke gå hele vejen uden om og fulgte i stedet søen, som ledte hende igennem skoven. Hun har været otte år dengang, mens de var her, og hun skulle vise tandlægebevis for at komme igennem. Det er sådan nogle historier, skanderborgenserne har," siger Pernille Elsner.

Historien udbredes

Hendes forældrene har altid holdt fast i den årlige sammenkomst med frihedskæmperne og samarbejdet en del med Skanderborg Museum, men Pernille Elsner fortæller, at hun gør endnu mere i arrangementer for at brede historien ud.

"Formidlingen af stedet har ligget lidt i bero. Min far og mor har ikke gjort det - også fordi min farfar var modstandsmand. Jeg kan godt forstå, at det ikke er så spændende for de generationer, der har oplevet krigen. Det er jo ikke noget, man skal forherlige. Men jeg forherliger det ikke, jeg formidler historien," siger hun og tilføjer:

"Vi er kommet så langt i generationerne, at vi er nødt til at snakke om det og formidle det for at huske."

Når bunkerne holder åbent, som for eksempel 9. april og 4. maj, så holder vandrerhjemmet også typisk åbent.

70- og 75-års jubilæum

Søndag den 10. juni fejrede vandrerhjemmet sin 70-års fødselsdag med musik, dans, soldaterbesøg og billedudstilling fra vandrerhjemmets historie. Men samtidig kunne det faktisk fejre 75-års fødselsdag, for det er omtrent 75 år siden, at tyskerne satte pælene i jorden. Præcis hvornår er dog usikkert.

"Det er meget svært at optrevle vandrerhjemmets historie," fortæller Pernille Elsner.

Hos Skanderborg Historiske Arkiv har de en stor samling af billeder fra vandrerhjemmet igennem tiden, men der er ingen fra under krigen.

"Vi kan ikke optrevle alle ejere eller forvaltere. Og heller ikke finde oplysninger om byggeriet. Det er jo, fordi tyskerne har hemmeligholdt alt det, der skete herude. De advarede også Skanderborg Kommune om, at hvis politiet hørte, at der var udgivet noget om, hvad der blev bygget, så skulle de vide det," lyder det fra arkivet.

Ingen ved altså præcis, hvornår tyskerne for alvor begyndte at bygge hovedkvarteret op med bunkere, barakker og bjælkehytter, men man ved, at to tyske generalstabsbiler den 13. februar 1944 kørte gennem Dyrehaven ind på Sølund - den gamle åndssvageanstalt - og meddelte, at den var beslaglagt af værnemagten og skulle rømmes.

Velvalgt beliggenhed

Siden blev hele terrænet omkring Dyrehaven spærret af. Det beskriver historiker Leif Juul Pedersen i bogen 'Historien om Luftwaffes Danske Hovedkvarter', der grundigt kommer omkring alt det, man ved om tyskernes tid i Dyrehaven.

"Terrænet omkring Dyrehaven var velvalgt til forsvar. Søerne og det sumpede område ved Døjsø og Sorte Sø udgjorde naturlige hindringer for en fremtrængende fjende, og Dyrehaven blev derved en ølignende "fæstning", en pindsvinestilling, en kampstilling, der kunne forsvares til alle sider," skriver Leif Juul Pedersen.

Han fortæller også om tyskernes indtog og hverdagen i det skanderborgensiske under belejringen. Fra frisør og barber Aage Danielsens dagbogsnotat i april 1944 citerer han:

"De store, tunge tyske Lastbiler kører uafbrudt hver dag fra Banegården til Sølund med Ral, Sand, Cement og Mursten. Flere og flere Hestekøretøjer kører nu ogsaa. Det er Jernstænger, de kører med, som skal bruges til Bunkerne ved Sølund."

Briternes hån

I en BBC-dokumentar kan man ifølge Pernille Elsner se officersmessen fra briternes luftfotos - en hån, beskriver Pernille Elsner det som, for selvom luftvåbnets hovedkvarter holdt til i skoven, stod bombeflyene på flyvepladsen ved Gl. Ry, og de kunne således ikke forhindre bombeflyene i at gennemføre det planlagte bombardement i Aarhus.

"Man kan se, at de flyver hen over officersmessen. Det er lidt sjovt," som hun siger.

Vandrerhjemmet blev i kort tid efter krigen brugt som flygtningelejr for tyske flygtninge - med børnehave i officersmessen. Kommunen købte det for 3.000 kr. og forpagtede det siden ud til vandrehjem.

I dag er vandrerhjemmet indrettet til nutidens krav med bad på værelserne og hytter til familier. De afholder også med succes både større arrangementer og fester. Gæsterne er mange fra nær og fjern - og pudsigt, men uden historisk sammenhæng, er det, at de på vandrerhjemmet sidste år havde besøg af ret mange briter, men ikke ret mange tyskere.