Fortsæt til indhold

Pas på, når du lejer bil i udlandet

Sommerferien står for døren, og hvis du er en af de dem, der overvejer at leje bil i udlandet, er det vigtigt, at du er opmærksom på bilens forsikringer – ellers kan du risikere at ende med en kæmpe regning, hvis uheldet er ude.

Samfund
Arkiv

Hvis du skal en tur til udlandet og planlægger at leje en bil for komme rundt i sommerlandet, skal du være opmærksom på bilens forsikringer, inden du sætter underskriften på udlejningspapiret, lyder rådet fra forsikringsselskabet Alka.
”Du skal især være opmærksom på bilens ansvarsforsikring. Du kan nemlig risikere at blive stillet over for meget store erstatningskrav, hvis der ikke er styr på ansvarsforsikringen. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at forsikringssummen er stor nok. Det nytter ikke meget, hvis forsikringen maksimalt vil betale 100.000 kr., og du bliver stillet over for et krav på 500.000 kr. Så skal du selv punge ud med de 400.000 kr.,” lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.
Forsikringsselskabet Alka råder alle til, at man tager sig tid til at tjekke, hvor stor ansvarsforsikringen på bilen er, før man sætter sig bag rattet.
”For at sikre, at man er dækket 100 procent ind af sin ansvarsforsikring, råder vi folk til, at den dækker i henhold til ferielandets færdselslov og erstatningsregler – uden begrænsning og selvrisiko," siger Lise Agerley fra Alka.
Hun understreger også, at det er vigtigt at være opmærksom på kaskoforsikringen.
”Kaskoforsikringen kan være vigtig hvis der er skader, der ikke er dækket af forsikringen. Hvis du f.eks. skal køre meget på grusveje, kan der opstå skader på undervognen på grund af stenslag. Og så er det ikke godt, hvis kaskoforsikringen ikke dækker skader på undervognen. Du bør også undersøge, om der er en selvrisiko, hvor stor den er, og om den varierer alt efter skadetype,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.

Ta´ en runde om bilen

Når du har fået styr på forsikringerne, er det en god idé at tjekke, om bilen har skader.
”Tag en runde om bilen, før du kører af sted. For hvis der er skader på bilen, der ikke er blevet gjort opmærksom på, kan du risikere at komme til at stå til ansvar for skader, som andre har lavet. Finder du flere fejl eller skader, end der er noteret, så få det tilføjet på kontrakten. En mundtlig aftale er ikke nok,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

Hvis du allerede – før du tager på ferie – ved, at du vil leje en bil i udlandet, kan det være en rigtig god idé at gøre det før afrejse.
”Vi råder folk til at leje bilen hjemmefra hos et af de etablerede udlejningsfirmaer og gerne med kontor i Danmark. Så kan du i ro og mag og tjekke alle forsikringsforholdene, så du er sikker på, hvad du skriver under på. Du har også altid mulighed for at kontakte dit eget forsikringsselskab, hvis du er i tvivl om noget. Det er ikke altid, man har samme overskud, hvis man har rejst i langt tid og bare vil have fat i en bil og af sted,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.
Fordelen ved at leje bilen hjemmefra er også, at det giver dig mulighed for, at lejebilen står klar i lufthavnen, når du lander.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt forsikringsforholdene er i orden, så lad enten helt være med at leje eller lej en bil hos et af de store internationale udlejningsbureauer i stedet, lyder rådet fra forsikringsselskabet Alka, der også står klar med rådgivning, hvis du er i tvivl om dækning.