Lokale tandlæger advarer: Mange dropper tandeftersynet fordi økonomien er stram
Det kan ende med at blive meget dyrt at droppe tandlægebesøget, selvom økonomien er stram, lyder det fra Godt Smil-tandlægerne i Skanderborg.
Når alting bliver dyrere, og det er sværere at få budgettet til at hænge sammen, vælger mange at droppe tandeftersynet. Inflationen har ifølge Tandlægeforeningen fået mange danskere til at vælge tandlægen fra. Særligt dem, der har hårdest brug for tandpleje, fravælger tandlægebesøget, men også helt raske danskere dropper tandlægebesøget, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Men det kan være en rigtig dårlig beslutning, advarer tandlægerne Steinunn og Otto Gudnýjardóttir, der er klinikejere af Godt Smil i Skanderborg. Dårlig mundhygiejne kan betyde både dyre og smertefulde behandlingsbehov, og kan også på sigt medføre alvorlige sygdomme som Alzheimers og hjertekarsygdomme.
»Vi oplever desværre en trist tendens til, at flere af vores patienter udskyder større behandlinger eller helt aflyser behandlingen, fordi inflationen gør dem nødsaget til at prioritere deres økonomi anderledes. Og desværre er det ofte tænderne, der vælges fra. Men problemet er, at kommer du ikke regelmæssigt til tandlægen, så vi kan tage eventuelle tandproblemer eller tandsygdomme i opløbet, kan du i sidste ende stå i en situation, hvor det bliver nødvendigt med en stor og dyr behandling. Derfor er det årlige tandeftersyn vigtigt, for så kan eventuelle tandproblemer opdages og behandles i tide, inden de udvikler sig til noget værre,« understreger Steinunn og Otto Gudnýjardóttir.
For at flere danskere kan få råd til at komme til tandlæge, har Godt Smil Tandlægerne lanceret en række initiativer, der gerne skulle lette lidt af den økonomiske byrde, som det for mange kan være at gå til tandlæge. Foruden et lavere prisniveau tilbyder de som de eneste tandlæger i Danmark også prismatch på alle danske tandlæger samt gratis pristjek & faglig vurdering.
»Det betyder, at vi kan tilbyde vores patienter tandbehandling af høj kvalitet til den bedste pris i markedet, uanset hvilken behandling der er tale om. Vi håber, det kan gøre en forskel for dem, der måske ikke kommer så tit til tandlæge eller helt dropper besøget, fordi de ikke har råd.«