Børns Vilkår udvider markant i Aarhus
Oprustning i Aarhus understøttes af et nyt treårigt partnerskab mellem Børns Vilkår og Aarhus Kommune.
Børns Vilkår er netop officielt rykket ind i Æggepakkeriet i Aarhus, som organisationen har købt og renoveret med støtte fra en række fonde.
Indflytningen markerer, at Børns Vilkår i samarbejde med skoler og institutioner vil skabe flere tilbud til børn og unge i Aarhus. Børns Vilkår håber at kunne tiltrække flere frivillige på BørneTelefonen, så endnu flere børn og unge kan få hjælp.
»Vi åbnede for første gang kontor i Aarhus i 2019, og siden da har vores indsatser taget så meget fart, at vi er ved at vokse ud af vores rammer. Med Æggepakkeriet får vi bedre plads og derfor mulighed for at engagere flere medarbejdere og frivillige kræfter, der kan gøre en forskel for børn og unge,« siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, i en pressemeddelelse.
Trivsel er et fælles ansvar
Når Børns Vilkår rykker ind i de nye lokaler i Aarhus, indleder organisationen samtidig et nyligt indgået partnerskab med Aarhus Kommune. Et samarbejde, der i første omgang løber over en treårig periode med formålet om at styrke børn og unges mentale sundhed og trivsel i kommunen.
Partnerskabet vil det første år have fokus på børn og unges digitale liv, oplyser Børns Vilkår. Partnerskabet skal også styrke det eksisterende tilbud med gratis børne- og ungefaglig rådgivning. Målet er, at der bliver udviklet indsatser til specifikke målgrupper, eksempelvis børn og unge i mistrivsel og pårørende til forældre med psykisk sygdom eller skilsmisse.
»Den mentale trivsel er under pres, og det kan vi i den grad mærke på BørneTelefonen. Der er ingen simple løsninger på den psykiske mistrivsel, og det kræver en fælles indsats at knække den støt stigende kurve af børn og unge, der på den ene eller anden måde mistrives psykisk,« siger Rasmus Kjeldahl.