Fortsæt til indhold

Usædvanlige Flødeboller i finale som Danmarks bedste

Samfund

Hana Franova og Daniel Pantano er med sit helt unikke koncept Usædvanlige Flødeboller i Ebeltoft blevet udvalgt som finalister i konkurrencen om at blive Danmarks Bedste Flødebolle.

Det er Danmarks Bedste, som står bag. Danmarks Bedste blev startet i 2018 af en gruppe madnørder, for at sætte fokus på det gode håndværk i de danske køkkener.

I tre år har de udråbt Danmarks Bedste Burger, men nu har de valgt endnu en kategori, nemlig den danske specialitet flødebollen. Der bliver uddelt to priser, en for den klassiske og en for den innovative, og man skal ikke have været mange gange inde i Usædvanlige Flødeboller på Adelgade, før det er åbenlyst, at her aspirerer de til sidstnævnte, altså dér, hvor der tænkes godt og grundigt ud af boksen.

»Til konkurrencen laver vi også en ret usædvanlig flødebolle. Jeg kan ikke afsløre her hvilken, men vi går selvfølgelig efter at leve op til vores navn, så jeg håber, vi skiller os ud fra det, de andre har fundet på at lave,« siger Hana Franova.

Op til finalen har Danmarks Bedste testet mere end 40 forskellige flødeboller i Danmark fra Nordjylland til Bornholm, og seks i alt er blevet udvalgt til finalen.

Der er ingen grænser for opfindsomheden i Cafe Sicilias 'usædvanlige flødeboller'. Og nu bliver de måske Danmarks Bedste. Privatfoto

Prominente dommere

At Danmarks Bedste mener noget med sin konkurrence, kan ses på dommerpanelet, der består af nogle af de fremmeste eksperter indenfor den søde tand. Det er:

Katrine From, Dommer Den Store Bagedyst

Lars Juul, Chefkonditor La Glace

Mette Blomsterberg

Frank Sværd, mesterkok Frank’s Kro

Ditte Okman, Radiovært

Emil Obel, vinder Den Store Bagedyst 2018.

Selve finalen finder sted på mandag, 6. marts, klokken 14 på Frank’s Kro i København, og arrangørerne bag afslører allerede nu, at Usædvanlige Flødeboller helt klart er favoritter til at vinde en af priserne.

De to hovedpersoner, som driver Café Sicilia, hvorfra flødebollerne sælges, er også selv ret spændte.

»Det kan blive ret stort, for folk plejer at strømme til, når nogle vinder noget, der er Danmarks bedste,« siger Daniel Pantano.

Hana Franova håber selvfølgelig, at de vinder, men ikke uden en vis ærefrygt.

»Vi har haft den vildeste sommer og efterårsferie, hvor vi næsten ikke har kunnet følge med, så jeg er også næsten lidt bange for at vinde, for hvad nu hvis det bliver for meget,« spørger hun og understreger, at det er vigtigt for parret at beholde den lille butik i Adelgade.

»Vi ønsker faktisk ikke at blive større, end vi er nu.«

Finalen forventes at blive en årlig tilbagevendende event og livestreames.