"Jeg er utrolig stolt"
Slagtermester Lars Stjernholm fra Stjernholm Kød i City Vest er kåret som Årets Æresslagter
"Det er noget af det største, der er hændt mig. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske for mig, og jeg må indrømme, at jeg tudede. Jeg var helt færdig," siger slagtermester Lars Stjernholm om titlen som Årets Æresslagter, kåret på brancheorganisationen Danske Slagtemestres årsmøde.
Så du er altså stolt?
"Det kan jeg love dig for! At få mine børn og børnebørn var større, men det her er derop af. Det er jo en hædersbevisning fra mine kollegaer," lyder det fra den 61-årige slagtermester.
Radio-manden blev slagter
Inde fra den store, åbne slagterbutik høres bankelyde. Vidste man ikke bedre, ville man tro, der var en lærling, som blev godt og grundigt gennempryglet. Men det er naturligvis kun bøfferne, som får sig én på sinkadusen.
Stjernholm Kød har ligget i City Vest lige siden centret blev opført - det vil sige i snart 40 år. De første år hed slagterforretningen Slagter Frank efter Lars' far Frank Herman Routhaues Andersen. Først da Lars overtog slagterforretningen i 1975, skiftede den navn til Stjernholm Kød. En overtagelse som var noget af et skift for Lars, der var handelsuddannet i en radiobutik.
"Men der skete ikke nok for mig i Radio-butikken, og så skrantede min fars helbred desuden, så jeg spurgte, om ikke han kunne bruge min hjælp i butikken.
Jamen kunne du svinge en kniv?
"Nej for satan! Men jeg hører godt efter og er pisse nysgerrig," fortæller Lars Stjernholm, som på den måde lærte slagterfaget at kende.
Tredje generation på banen
Nøjagtig det samme skifte har Lars' søn, Allan Stjernholm, lavet. Han gik også fra at være handelsuddannet i radiobutik til at starte i slagterforretningen for fem år siden, og han bliver altså tredje generation, som overtager forretningen.
"Det er jo mit livsværk, så det er dejligt, at det føres videre i samme ånd," siger Lars Stjernholm og fortsætter med et smil:
"Jeg er også ved at være lidt træt efter 70-80 timer om ugen i 35 år."
Derfor regner Lars Stjernholm også med at kunne gå på efterløn næste år og overlade butikken fuldt ud til sønnike. Lars' Stjernholm siger:
"Så kan jeg gå og passe mit bette pølsemageri, i de timer jeg nu må."