Så meget koster indvandrere den danske statskasse
Ikkevestlige indvandrere og efterkommere kostede statskassen cirka 36 milliarder kroner i 2015. Det viser ny beregning fra Finansministeriet ifølge Ritzau.
I 2014 var tallet 33 milliarder kroner, fremgik det af en tilsvarende analyse sidste år.
I alt udgjorde indvandrere og efterkommere i 2015 en omkostning for de offentlige finanser på 33 milliarder kroner.
Det skyldes, at indvandrere og efterkommere fra vestlige lande bidrog til statskassen med indtægter på tre milliarder kroner.
Til sammenligning udgjorde indvandrere og efterkommere samlet set en omkostning for de offentlige finanser på 28 milliarder kroner i 2014.
De højere nettoudgifter til ikkevestlige indvandrere skyldes ifølge analysen primært det store antal personer, der modtog asyl i Danmark i løbet af 2015.
Havde ikkevestlige indvandrere haft samme beskæftigelsesfrekvens som jævnaldrende danskere, var de offentlige finanser blevet forbedret med op mod 17 milliarder kroner, siger finansminister Kristian Jensen (V).
"Indvandring til Danmark er kun en gevinst, hvis indvandrerne kommer i arbejde. Det koster os rigtig mange penge, når indvandrere kommer til Danmark og i stedet ender på offentlige ydelser," siger han i en pressemeddelelse.