Rådmand udsteder ingen garantier
Aarhus Kommune har indgået aftale med Berit's hjemmepleje
Med to konkurser i private hjemmeplejefirmaer i 2016 og 2017 og med firmaet Aleris, der for blot en måned siden trak sig ud af Aarhus som leverandør, kan man godt få den tanke, at det ikke er så eftertragtet at levere hjemmepleje i kommunen.
Men ikke desto mindre har Aarhus Kommune netop indgået aftale med en ny leverandør.
LÆS OGSÅ: Privat hjemmepleje-firma trækker sig fra Aarhus
Horsens-firmaet Berit's Hjemmepleje, der servicerer borgere i Odense, Hedensted, Horsens og Nyborg, kaster sig nu over det konkursramte Aarhus-marked.
Aarhus Kommune er tidligere blevet kritiseret for at have sat en for lav udbudspris til private leverandører.
Lokalavisen Aarhus har spurgt ejer af Berit's Hjemmepleje, Berit Bækgaard Thomsen, om, hvilke tanker hun har gjort sig i forhold til privat hjemmeplejes forhistorie i Aarhus.
LÆS OGSÅ: FOA om ny hjemmepleje-fadæse: Skidt for både personale og borgere
Den ønsker hun dog ikke kommentere.
"Vi er bare glade for aftalen og glæder os til at servicere borgerne," siger hun og afslår at kommentere på kommunens udbudspris.
Ejeren fortæller, at de borgere, der får personlig pleje kan vælge firmaet fra 1. april, mens de, der skal have praktisk hjælp, kan vælge Berit's Hjemmepleje fra 1. maj.
LÆS OGSÅ: Hjemmepleje: Har Aarhus Kommune regnet rigtigt?
Aleris har leveret hjemmepleje til 1.600 personer i Aarhus.
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF) slår fast, at kommunen har lavet sit forarbejde i forhold til Horsens-firmaet.
"Vi har, som vi altid gør, foretaget grundige undersøgelser af firmaets solvens," siger hun.
Så du føler dig på ret sikker grund i forhold til at undgå flere konkurser eller firmaer, der trækker sig?
"Jeg kan jo ikke udstede nogen garantier for noget, men jeg er rigtig glad for den her aftale."
Ifølge Jette Skive er kommunen i forhandlinger med yderligere et hjemmeplejefirma.