Fortsæt til indhold

Privat leverandør af hjemmepleje er begæret konkurs

73 personer i Favrskov Kommune bliver berørt af konkursbegæring af Focus on Care

Samfund
Jeppe Rafn

Den private leverandør af pleje og praktisk hjælp til ældre, Focus on Care, er begæret konkurs.

Det oplyser Favrskov Kommune på sin hjemmeside. Konkursbegæringen betyder, at al hjælp fra Focus on Care er ophørt lørdag 17. marts klokken 08.

73 personer i Favrskov Kommune har modtaget hjælp fra Focus on Care. Kommunen er i gang med at opbygge et beredskab, så disse 73 personer kan få den fornødne hjælp i weekenden og i begyndelsen af næste uge, hvor kommunen begynder at planlægge en mere langsigtet løsning.

LÆS OGSÅ: Birgit er glad for hjælpen fra Focus on Care

"Det er vigtig for mig at sige, at borgerne kan føle sig trygge. Vi har kaldt medarbejdere ind, der sørger for at de får den nødvendige pleje og de ydelser, som borgeren er visiteret til, men det er selvfølgelig ikke den samme, der kommer, som borgeren er vant til," siger kommunens ældrechef Peter Mikkelsen til TV2 Østjylland.

Favrskov Kommune fik først besked om konkursbegæringen fredag eftermiddag, så ældrechefen fik pludselig travlt med at finde medarbejdere, der kan træde til akut.

"Vi har ikke fået nogen forvarsler om dette overhovedet. Derfor måtte vi straks i arbejdstøjet for at finde løsninger til vores borgere denne weekend," siger Peter Mikkelsen til TV2 Østjylland.

Focus on Care har kontor i Hadsten og har siden august 2014 været leverandør af privat hjemmepleje og praktisk bistand til borgere i Favrskov Kommune.