Fortsæt til indhold

Fire nye navne til Fed Fredag

Tivoli Friheden kan nu tilføje yderligere fire store stjerner til et i forvejen stjernespækket 2018 for Fed Fredag. Poul Krebs, Mads Langer, Sivas og Hugo Helmig er nemlig føjet til plakaten, afslører Tivoli Friheden

Samfund
Arkiv

Fire nye navne er præsenteret til dette års Fed Fredag i Tivoli Friheden. Det skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Poul Krebs, Mads Langer, Sivas og Hugo Helmig bliver således en del af et program, der indtil nu tæller Magtens Korridorer, Alex Vargas, L.O.C., Carpark North, Saveus, Burhan G, Scarlet Pleasure, Joey Moe, Stine Bramsen, Christopher, Johnny Madsen og Danser med drenge. Det betyder, at 16 ud af de 21 navne er på plads til sommerens store Fed Fredag-koncerter.

Da Tivoli Friheden tændte for musikken til Fed Fredag i 2017, slog de deres egen rekord, da hele 155.000 unge og ældre dansede og sang med på de hits, Tivoli Friheden præsenterede. Det er nemlig 25.000 flere end i 2016, hvor 130.000 var forbi parken til koncert.

”Hvert år forsøger vi at sammensætte et program, der favner bredt. Det skal være et program, der både er tro mod traditionen, men som også byder det unge og nye velkomment. Der skal være plads til både fællessang og til nye numre og nye kunstnere. Når vi blander Poul Krebs, Mads Langer, Sivas og Hugo Helmig, får vi den rette kombination af netop det,” siger direktør i Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen i pressemeddelelsen.

Det er langt fra første gang, at Hugo Helmig spiller i Aarhus, der er hans hjemby – men det er første gang, han spiller i Tivoli Friheden. Selvom den anerkendte rapper Sivas har spillet på alverdens scener rundt i hele landet, siden han for alvor brød igennem i 2013, er det også første gang, at han skal spille på scenen til Fed Fredag. Til gengæld bliver det et glædeligt gensyn med Poul Krebs, der sidst stod på scenen til Fed Fredag i 2011 og Mads Langer, der også var en del af holdet i 2017.

jwh