Djurslands Bank præsenterede sit bedste regnskab for aktionærerne
Det var en særdeles tilfreds bestyrelsesformand i Djurslands Bank Peter Zacher Sørensen, der kunne præsentere bankens årsberetning for aktionærerne på onsdagens generalforsamling.
Med sig havde han således Djurslands Banks bedste resultat nogensinde. Foran de godt 300 fremmødte kunne bestyrelsesformanden fortælle, hvordan det lykkedes banken at komme ud af 2017 med et resultat før skat på 122,5 millioner kroner.
"Det er et meget tilfredsstillende resultat, som er 31 millioner kroner højere end i 2016 og samtidig det højeste resultat nogensinde i bankens historie," konstaterede Peter Zacher Sørensen i årsberetningen.
Basisresultatet i Djurslands Bank er dog, som forventet, lavere end i 2016. Basisresultatet lander således på 80,5 millioner kroner, hvilket dog ligger i den høje ende i forhold til forventningen på mellem 75-85 millioner kroner.
Stor kundetilgang
At det går godt for banken kan også aflæses i kundetilstrømningen i det forgangne år. Djurslands Bank kan notere 3250 nye privatkunder og 325 nye erhvervskunder. Dermed har banken i alt godt 46.000 privatkunder 3925 erhvervskunder.
De kan se frem til et udvidet filialnet de kommende år. Banken har allerede meldt åbningen af en ny filial i Randers ud, mens filialen i Risskov står over for en stor udvidelse og bankens strategi er da også vækst gennem filialer.
Det står i kontrast til meddelelsen om, at Djurslands Banks afdelinger i Ørsted og Allingåbro lukkes og bliver sammenlagt med filialen i Auning.
"Det er en forudsætning for at skaffe råderum til etablering af nye filialer er, at vi løbende optimerer bankens nuværende struktur. Det er ikke en ønskeopgave for hverken direktøren, bestyrelsen, medarbejderne eller andre, når man sammenlægger filialer, og kunderne derved føler, at de mister noget af den lokale nærhed, som banken står for. Men vi er desværre nødt til at forholde os til den økonomiske realitet. Forretningsmodellen for Djurslands Bank er, at vi er en rådgivningsbank, og rådgivning kræver øgede kompetencer og højere grad af involvering af specialister, hvilket er svært at håndtere i en lille filial, " fastslog Peter Zacher Sørensen.
Læs mere om bankens resultater og planer i aviserne på tirsdag.