Fortsæt til indhold

Dronningen holder for første gang påske i Aarhus uden prins Henrik

Dronning Margrethe tilbringer påsken på Marselisborg Slot, fremgår det af den royale kalender på kongehusets hjemmeside

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Traditionen tro holder dronning Margrethe også i år påske i Aarhus. I år bliver dog ikke som de forrige, for det er nemlig første gang, at dronningen skal fejre højtiden på Marselisborg Slot uden prins Henrik.

LÆS OGSÅ: Kronprins Frederik dukkede uventet op til løbetræning i Aarhus

Den fremgår af den officielle kalender fra kongehuset, at dronning Margrethe mandag forlægger sin residens til Marselisborg Slot i Aarhus. Dagen efter skal hun en tur i Den Gamle By, hvor hun er til stede ved åbningen af særudstillingen 'Fra Dronningens Garderobe', som viser et udsnit af dronningens gaderobe.

I udstillingen indgår blandt andet kjoler, hatte, dagligtøj og festtøj fra 1940'erne og frem til i dag.

Det fremgår af den officielle kalender, at dronningen bliver i Aarhus indtil onsdag 4. april, hvor hun flytter tilbage til Fredensborg Slot i Nordsjælland.

En fast tradition

Det er er en fast tradition, at dronning Margrethe besøger Aarhus i påskedagene. Hun deltager hvert år i påskens højmesser i Aarhus Domkirke.

Med prins Henriks død i sidste måned er det dog første gang, at hun gør det alene.

Påskedag er det biskop Henrik Wigh-Poulsen, der står for højmessen, og netop samme dag tiltræder han som kongelig konfessionarius. Det skriver Billed Bladet.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen afløser biskop Erik Norman Svendsen, der har været præst for kongehuset i 10 år, oplyser mediet.