Stolpe og overligger i vejen for AGF
AGF måtte nøjes med uafgjort 0-0 i dagens udekamp mod Lyngby
AGF var favorit i udekampen mod Lyngby, der har været tæt på at gå konkurs og af samme grund har mistet flere spillere kort før forårssæsonen.
Lyngby var dog bedst i 1. halvleg, hvor hjemmeholdet havde succes med at presse AGF'erne, der ikke var ret meget på bolden og ikke kom frem til ret meget.
LÆS OGSÅ: AGF Podcast om talentudviklingen i AGF
Lyngby havde de bedste muligheder i begyndelsen af kampen, men de fik ikke afsluttet ordentligt, så AGF-målmand Jovanovic kunne holde målet rent uden at lave store redninger.
I slutningen af 1. halvleg kom AGF frem til et par chancer. Mustapha Bundu havde et godt rush fremad banen og fik en god skudchance, men sparkede over mål. Dernæst fik aarhusianerne en stor kontrachance, hvor Martin Spelmann drev bolden fremad, men kiksede sin aflevering til Tobias Sana i situationen, hvor de var alene med kun én Lyngby-forsvarer.
AGF kom langt bedre ud til 2. halvleg, og efter 10 minutter havde Dino Mikanovic et drøn af et langskud, der ramte stolpen og sprang ud til Martin Pusic, men Lyngbys målmand var hurtig i opfattelsen og fik pareret Pusic' forsøg.
Lyngby havde også et par gode muligheder for at score, inden Mustapha Bundu med et kvarter tilbage af kampen havde et rigtig godt forsøg på et flot angreb, som Lyngbys målmand lige så flot reddede til hjørnespark.
I slutningen af kampen så det ud til, at AGF havde flest kræfter. Udeholdet pressede på, og både Bundu og indskiftede Kasper Junker havde gode skudchancer, men kunne ikke ramme målet.
I overtiden hamrede Junker et skud på overliggeren, men kampen sluttede uden mål trods masser af chancer i 2. halvleg, hvor AGF var klart bedst.