Hele ugen bliver det frysende koldt
Om få dage slutter vinteren - i hvert fald i kalenderen. For vejret bliver alt andet end forårsagtigt den kommende uge, hvor et kraftigt
højtryk over den centrale del Skandinavien vil sende meget kold luft ned mod Danmark fra nordøst oven i købet med gode muligheder for snebyger.
Ifølge DMI vil temperaturen hele ugen befinde sig under frysepunktet både nat og dag. Om dagen mellem minus 2 og minus 6 grader og i nattetimerne helt ned til minus 10 grader, lokalt endnu koldere.
Sammen med kuldegraderne vil en blæst fra øst og nordøst gøre vejret endnu mere råt. Specielt tirsdag og onsdag forventes hård vind til kuling.
Klar med autohjælp
Hos vejhjælpere landet over forventer man forøget travlhed de kommende dage, og man gør alt for at være klar med assistance fra mandag morgen.
"Vi forbereder os på ekstra travlhed i morgen, så vi er i gang med at få mandskab til samtlige af vores vogne, så vi kan komme ud på gaden og måske komme lidt på forkant," siger driftskoordinator hos Falck i Kolding, Anders Dahlkilde, til Radioavisen på DR.