Nu kan du få mad til din gin og tonic
Byens største ginbar har lyttet til et ønske fra gæsterne om at kunne få mad til drinken
Den største ginbar i Aarhus udvider. Ikke udvalget af gin. Men derimod kommer der mere plads, og du får mulighed for at spise noget mad til dine drinks og cocktails. Grunden til ændringen er, at et utal af gæster har ønsket sig noget mad til deres gin-tonic. Det kan man vel ikke sige noget til. Men kritikken er blevet hørt. Nu flytter Bar Plata til lokalerne ved siden af, så der bliver mere plads, og tættere på CANblau-køkkenet.
LÆS OGSÅ: CANblau - den katalanske kæmpe på Klostertorv
Bar Plata har fra starten været et sted, hvor man startede eller/og sluttede. Det er den i og for sig stadigvæk. Men forskellen er, at nu er det muligt at spise mad i Bar Plata, så du behøver ikke finde et andet sted at gå hen for at spise. Udover det, så kan du få cocktails til din mad, hvilket man kun kan få ganske få steder i Aarhus.
Med omorganiseringen i CANblau-komplekset kommer Bar Plata til at ligge i midten mellem den nye restaurant, SlagterBørsen og CANblau. Du kan sige, at Bar Plata bliver 'skillevæggen' mellem SlagterBørsen og CANblau. Med andre ord en slags mixzone, hvor du, som sædvanligt, altid kan få en vellavet cocktail, men nu er der også tapas til. Personalet tæller to bartendere fra toppen af superligaen i cocktails. Udover det, så kommer der rigtige borde.
LÆS OGSÅ: Den store guide til gin i Aarhus
Bar Plata åbnede i går, fredag 23. februar 2018.
Der bliver udvidede åbningstider onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Her holder Bar Plata åbent fra klokken 17.00 til lukketid, som er afhængigt af dagen, typisk klokken 01.00 fredag og lørdag og lidt tidligere onsdag og torsdag.
Bar Plata
Klostertorvet 9
8000 Aarhus C