Pas på at borgerinddragelse ikke bliver pseudo

Syddjurs Kommune elsker borgerinddragelse. Alene dette forår inviterer de til en række møder, hvor de efterspørger borgernes ideer. 6. marts handlede det om, hvordan borgerne mener, at kommunens udgifter kan reduceres. 14. marts efterlyser kommunen ideer til fremtidens sundheds- og ældrepolitik ved et borgermøde i Kolind+ og i nærmeste fremtid afvikles fire fokusgruppemøder geografisk fordelt over hele kommunen om den store Kommuneplan 2024, der skal sætte rammen for alle projekter i Syddjurs Kommune fire år frem. Det er altså ikke småting, Syddjurs Kommune ønsker borgernes indspark til.

Samme borgerinddragelse spiller også ofte en stor rolle i mere bynære projekter som for eksempel ved Kulturgrunden i Hornslet, udviklingsplaner i Pindstrup og Ebeltoft i Udvikling.

Især i sidstnævnte projekt er Syddjurs Kommune tilsyneladende lykkedes ret godt med at inddrage borgere. I hvert fald vandt kommunen Byplanprisen i 2021 for netop at vise et godt eksempel på samskabelse mellem borgere, erhvervsliv, kommune og foreningsaktører i projektet med at udvikle Ebeltoft by.

Myndigheder har i en lang række tilfælde pligt til at inddrage borgerne, og nogle gange, når det ikke er tilfældet, vælger de alligevel at gøre det. Men hvordan undgår man, at det bliver en pseudoproces, hvor kommunen enten gør det af pligt og derfor måske halvhjertet, eller hvor borgerne tror, de bliver hørt og bagefter overrasket må konstatere, at den reelle indflydelse var minimal?

»Når borgerinddragelse lykkes, så kan det virkelig løfte projekter, men det skal gøres med omtanke. Jeg forholder mig som udgangspunkt lidt kritisk, hver gang en kommune vifter borgerinddragelses-flaget, for der er desværre mange tilfælde, hvor det reelt ikke er det, der sker.«

Sådan siger Marianne Saxtoft, som har virksomheden Samskabelse. Hun kalder sig selv social entreprenør og har gennem nærmest hele sit arbejdsliv arbejdet med at skabe samarbejde mellem aktører på tværs af civilsamfund og offentlige myndigheder. Hun er oprindeligt uddannet plejehjemsassistent og senere socialrådgiver. Hun har i mange år været byrådspolitiker for Det Radikale Venstre i først Hammel og siden Favrskov Kommune, og de sidste 25 år har hun arbejdet med udvikling på velfærdsområdet. I dag bor hun i Ebeltoft.

»Jeg opfatter egentlig motiverne for Syddjurs Kommunes store ønske om borgerinddragelsen som helt reelle. De tror på, at det har en værdi, men det får det kun, hvis kommunen gør sig umage med at svare på spørgsmålene: hvorfor er borgerinddragelse en god ide, og i hvilke situationer giver det mening? Ellers ender det med at blive spredt ud over alt som et tyndt lag af gode hensigter uden virkning.«

Pseudo

Lokalt er Marianne Saxtoft involveret i blandt andet Kafé Kolind, som hun har fulgt siden starten, og arbejdet sammen med PGU Rosenholm, et uddannelses- og botilbud til unge med særlige behov, men hun har kunder fra hele Danmark, som hun rådgiver i forhold til at skabe meningsfulde samarbejder og forløb omkring velfærdsopgaver med både private og offentlige aktører.

Marianne Saxtoft har derfor stort kendskab til både potentialer og faldgruber i de projekter, hvor borgere og det offentlige forsøger at flette hænder.

»Det kræver en gennemsigtighed og en troværdighed fra kommunens side, for borgerne kan jo ikke få indflydelse på alting. Derfor skal det gøres klart, hvad borgerne helt præcist skal bidrage til, hvad man reelt får indflydelse på, og hvad det skal bruges til. Det handler jo også om økonomi. Jeg har set alt, alt for mange borgerinddragende projekter, som er blevet pseudoprojekter, fordi det så, for eksempel af økonomiske grunde, er strandet og måske aldrig har haft mulighed for at blive realiseret. Så når Syddjurs Kommune inviterer til borgerinddragelse om noget så stort som en kommuneplan, så skal de på forhånd gøre det klart, at kommuneplanen er en ramme, en retning for udviklingen i vores kommune, som efterfølgende skal omsættes i konkrete initiativer. Ellers kan det meget vel ende i at blive varm luft.«

Og den slags kan skabe modstand.

I følge Marianne Saxtoft må meningen med borgerinddragelse være ønsket om at skabe merværdi og synergi ud fra devisen om, at sammen løfter man mere. Det er en måde at ressource-optimere på, når civilsamfund og erhvervsliv kan bidrage, og på den måde opnår man større og bedre løsninger.

»Det må være motivationen for overhovedet at ønske borgerinddragelse. Men hvis det så viser sig, at de her entusiastiske mennesker involverer sig og investerer sig selv i projektet, og de så alligevel til sidst opdager, at det var pseudo, så får man virkelig skabt modstand.«

Marianne Saxtoft er relativt nytilflyttet til Syddjurs Kommune, så på spørgsmålet om, hvorvidt hun kan nævne nogle projekter, der er endt i pseudo-kassen, siger, hun, at dem er der masser af, og især et fra en af hendes tidligere hjemkommuner.

»Der kunne jeg se, at man op til hvert kommunalvalg afsatte midler til en borgerinddragende ideudvikling til udvikling af Hedensted by. Det gjorde man op til hver valgkamp tre-fire gange i træk, men der var aldrig penge til at realisere planerne, og det skal man ikke gøre. Så udhuler man hele begrebet borgerinddragelse, som jo forvejen for nogle kan klinge lidt hult.«

Kommunens opgave

Til gengæld kan hun godt nævne nogle projekter fra Syddjurs, hvor hun synes, det er gået godt.

Maltfabrikken og Molsværket er gode eksempler på, at man får lavet noget, der er meget større end det, kommunen villet have kunnet løfte alene, og så viser det, hvor langt man kan nå, hvis det er borgerne selv, der definerer projektet. Man ser jo af og til nogle prestigeprojekter poppe op rundt omkring i landet, hvor det handler om at få opført mursten, nogle monumenter, men der er ikke noget folkeligt ejerskab til indholdet«

I følge socialentreprenøren bliver kommunen nødt til at arbejde ud fra denne logik. At tingene skal udvikle sig nedefra.

»Man taler tit om, hvilke opgaver civilsamfundet skal løfte. Hvad er vores ansvar? Jeg plejer dog at vende den på hovedet. Det civile liv lever jo i bedste velgående uden kommunal indblanding. Langt hovedparten af vores tilværelse foregår jo uden kommunal medvirken. Vi skaber en mase for hinanden og med hinanden, hver eneste dag, og jeg tænker, den fornemste opgave, en kommune har, er at understøtte alt det, vi som civile borgere skaber. Vi forstår jo allerede i forvejen at organisere os i forskellige foreninger og fællesskaber, så vi tager helt automatisk ansvar i alt lige fra et vejlaug til noget så stort som Maltfabrikken.«

Og hvis det er rigtigt, så fordrer det jo netop borgerinddragelse, men det skal gøres varsomt.

»Som sagt, så synes jeg, vi skal forholde os kritisk til borgerinddragelse. Nogle gange virker det som om, kommuner tænker: Nåh ja, sådan en skal vi også lige huske at have med. I den bedste verden kan den selvfølgelig løfte projekter, også noget så stort som en kommuneplan, og det er bestemt ikke sådan, at jeg ikke synes, man skal gøre forsøget. Det kræver bare, at kommunerne er helt skarpe på, hvordan og hvorfor, og at de er helt tydelige omkring, hvad borgerne rent faktisk kan få indflydelse på, for ellers kan det skade mere, end det gavner,« afslutter Marianne Saxtoft.