Simsek præsenterer ny direktør for Teknik og Miljø
Rambøll-direktør Henrik Seiding titlræder senest 1. juli som ny direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune
Det bliver en direktør med omfattende erfaring med både byudvikling og forretningsudvikling, der senest 1. juli sætter sig i direktørstolen hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Aarhus Byråd tiltrådte onsdag en indstilling fra rådmand Bünyamin Simsek om at ansætte Henrik Seiding, der kommer fra en stilling som executive direktør i Rambøll Management Consulting. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Gymnasium i Aarhus bliver gjort røgfri
Bünyamin Simsek glæder sig over ansættelsen af Henrik Seiding som ny direktør.
”Med Henrik Seiding får en dygtig leder fra den private sektor, som samtidig har en betydelig erfaring med det faglige indhold og de særlige opgaver og udfordringer, man møder i en offentlig virksomhed. Henrik Seiding er en leder, som kender værdien af at samarbejde med rigtig mange interessenter, og jeg er sikker på, at byen får rigtig meget glæde af at have ham ved roret i Teknik og Miljø. Han har evnerne til både at sikre en effektiv drift og udnytte det potentiale, som ligger i det nye, stærke Teknik og Miljø, som vi er ved at skabe,” fortæller rådmanden i pressemeddelelsen.
Viceborgmester og formand for bæredygtighedsudvalget i Aarhus Kommune, Camilla Fabricius, glæder sig også over Teknik og Miljøs nye direktør.
”Henrik Seiding en stærk person i hele den cirkulære økonomi og bæredygtighed banen – også her glæder jeg mig til at samarbejde med Henrik i at får gjort Aarhus til en endnu bedre og mere grøn by samme med aarhusianerne," fortæller hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Samtidig er det min overbevisning at vi her har fået en direktør som ikke bare kan samle Teknik og miljø, men også byde ind i det stærke ønske som byrådet har i at hele kommunen skal arbejde sammen.”
Glæder sig til jobbet
Henrik Seiding har blandt andet hos Rambøll haft fokus på at hjælpe den offentlige sektor med at skabe gode resultater inden for byudvikling, klimaløsninger, energi og vand. Han har også erfaring med politisk rådgivning og optimering af arbejdsgangene i den offentlige sektor, hvor den nye direktør har haft flere ansættelser i Finansministeriet, som han senest var kontorchef for i Center for Kvalitet, Afbureaukratisering og Ledelse.
Siden har Henrik Seiding bestridt en række ledende stillinger i Rambøll Management Consulting og Rambøll Gruppen, hvor han ved flere lejligheder har været i spidsen for aarhusianske projekter. Blandt andet kortlægningen af Business Region Aarhus' internationale konkurrenceevne, analyse af vækstpotentialet i Aarhus-Hamburg korridoren og udviklingen af planlægningsværktøjer for bedre byer med ø-gaderne som konkret case.
Henrik Seiding blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2000.
”Jeg glæder mig meget til at få lov at tage fat i Aarhus. Jeg har altid nydt at arbejde med udviklingen af den offentlige sektor, og i Teknik og Miljø får jeg lejlighed til at kombinere det med mine erfaringer og store passion for byernes kloge og bæredygtige vækst – med det gode byliv i centrum. I Rambøll har vi arbejdet med byer i hele verden, og jeg kan helt ærligt sige, at Aarhus står ud som noget særligt. En stolt historie og masser af potentiale. Det glæder jeg mig til at udfolde sammen med medarbejderne i Teknik & Miljø og de mange partnere i og uden for kommunen. Samtidig har jeg stor respekt for de krav, der bliver stillet til netop denne direktørstilling, og de ambitiøse planer for Teknik og Miljø som organisation,” siger Henrik Seiding i pressemeddelelsen
Henrik er far til en sammenbragt børneflok på fire. Ud over tid med familien bruger Henrik gerne sin fritid under åben himmel samt i sommerhuset. Han er entusiastisk bruger af Aarhus' kulturliv, herunder Northside festivalen, udstillinger på Aros og Moesgaard samt film, som han helst ser i Øst for Paradis. Derudover nyder han gerne en god politisk biografi eller en Netflix serie.
Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Henrik Seiding som ny direktør i Teknik og Miljø. Udvalget bestod af Bünyamin Simsek, magistratsmedlem Camilla Fabricius, formand for Teknisk Udvalg Keld Hvalsø samt stadsdirektøren og fire chefer og medarbejdere i Teknik og Miljø.