Primus slog til: Bananer over det hele
Påskeudstillingen, der varer til ind i maj, blev behørigt ferniseret skærtorsdag
Skærtorsdag er traditionelt dagen, hvor kunstnergruppen Primus i Hinnerup inviterer på fernisering af deres udstilling.
Og sådan var det også i år, hvor flere hundrede spændte gæster mødte frem.
"Man ved jo aldrig, hvad de har fundet på," lød det fra Mie Andersen, som er enke efter Magnus Krogh Andersen, der selv var med i Primus og altid glædede sig til netop skærtorsdag.
"Jeg kommer for at møde andre, få et lille glas og så vender jeg tilbage i ugens løb for at se kunstværkerne nærmere efter," fortalte Jørn Sørensen, Hinnerup.
Og imens publikum i Hinnerup nød hinanden og alle banan-kunstværkerne, kiggede folk, der gik strandtur på Samsø, på flere containerlæs med netop bananer, som skyllede i land skærtorsdag morgen. Om Primus havde noget med den sag at gøre, er usikkert ...