Demokratiet(s) tilstand
"I den daværende Hinnerup Kommune havde de en borgmester i 1980'erne og i starten af 1990'erne, Vilhelm Lytken.
Han var tidligere skoleinspektør og socialdemokrat.
Som borgmester kæmpede han hårdt for byggeriet af Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.
På trods af folkelige protester afveg han ikke en tomme.
Det kom til at koste, for ved valget i 1993 blev Socialdemokratiet halveret i man-dattal, og Vilhelm Lytken mistede borgmesterposten.
Hinnerup Bibliotek & Kulturhus blev dog en realitet, og i dag er der ingen som stiller spørgsmålstegn ved, om det nu også var nødvendigt i byen, der i moderne tider snart er sammenvokset med Aarhus.
At det kostede en fremsynet Vilhelm Lytken borgmesterposten, ved sikkert kun de færreste i dag.
Om 25 år er der sikkert heller ingen, der husker den igangværende og hidsige debat om Slotskro contra Velkomstcenter ud for Syddjurs Kommunes landskendte historiske klenodie, Kalø Slotsruin.
I Lytkens borgmestertid i Hinnerup spillede de sociale medier ingen rolle.
I modsætning til nu, hvor et klart synspunkt fra Rønde Distriktsråds formand, Carsten Skivild, i Adresseavisen Syddjurs, fluks blev mødt af en hidsig debat på Adresseavisens Facebook-profil med flere indlæg, der mere var præget af personlige perfiditeter end saglige argumenter for det ene eller det andet.
De sociale medier har ændret demokratiets tilstand, også det lokales, på både godt og ondt.
Mange flere stemmer spytter ud end tidligere, hvor debatten foregik mand-og-mand imellem på gader og stræder og i avisens debatspalter.
Vi har set fænomenet i langt større og vildere målestok globalt og nationalt.
Det vil selvfølgelig også komme lokalt, når vi at gøre med sager, der tænder op under folks følelser.
Det gør en mulig nedrivning af Slotskroen.
Måske Nationalparkens daværende bestyrelse skulle have lyttet til tidligere formand Erling Post, som allerede tidligt forudså, at det ville være lettere at sælge idéen om et Velkomstcenter og en nedrivning af Slotskroen, hvis den nuværende bestyrer af Slotskroen blev tænkt ind i projektet fra start.
Det fik han ikke medhold i hos resten af bestyrelsen, og det er en væsentlig årsag til den højrøstede debat.
Lytken og Post er fortid nu, men deres historie minder om hinanden. De var således begge i forudseenhed forud for deres tid."