Fortsæt til indhold

"Det knuser jo en mors hjerte"

Familie fra Tikøb mener, at Endrupskolen i Fredensborg flere gange mundtligt har givet tilsagn til, at deres yngste datter kunne komme ind på skolen, fordi deres ældste datter går på skolen

Samfund
Peter Mailand

Et forældrepar fra Tikøb er både i chok og dybt frustrede over, at Endrupskolen i Fredensborg har afvist deres yngste datter på fem år. Forældene mener, at Endrupskolen flere gange mundtligt har givet tilsagn til, at deres datteren kunne blive optaget på skolen, hvor familiens ældste datter på otte år allerede går.

“Vi har løbende været i kontakt med skolen, og de har hele tiden beroliget os og sagt: 'da I har søskende gående på skolen, bliver dette prioriteret i forhold til kommunens øvrige børn, som ikke har søskende.' Og vi snakkede med dem så sent som i januar, hvor de sagde: Hvorfor skulle hun ikke komme ind?,” siger Henrik Plambech.

Familien undrede sig dog over, at der ikke kom besked fra skolen. Først i slutningen af februar fik familien så svar fra skolen. Det var et afslag.

Og det har ramt familien som et granatchok, fortæller Henrik Plambech.

LÆS OGSÅ: Leder på Endrupskolen: "Jeg har fulgt retningslinjerne"

Familien efterladt i kaos

“Vi er kede af, at skolen ikke vil stå inde for, det de har sagt til os og ikke vil se på, hvilke konsekvenser dette har haft på vores familie, og hvad vigtigere er; vores yngste datters velbefindende,” siger Henrik Plambech og uddyber:

“Vi føler, at skolen og kommunen ikke ser på det menneskelige aspekt og ikke påtager sig et ansvar, idet de har sagt nogle ting, som de ikke vil stå ved. Det er netop det, som splitter familien og skaber dette kaos,” siger Henrik Plambech.

Men fordi familien var sikre på, at hun skulle starte på Endrupskolen 1. maj, er trygheden nu afløst af usikkerhed, fortæller Henrik Plambech.

“Det er jo en stor ting for sådan en lille pige. Det var nu, hun skulle have glædet sig. Efter planen skulle hun have startet i børnehaveklasse sammen med sin bedste veninde, men nu er det blevet tabubelagt, fordi vi ikke har nogen plan B,” siger han.

Og usikkerheden er det værste, fortælller Tina Plambech.

“Det har ramt vores yngste datter, der trækker sig fra vennerne, når der snakkes om skolestart, da hun ikke føler sig som en del af det mere og føler sig udenfor. Det knuser jo en mors hjerte, når ens pige siger fra,” siger hun.

Læs skolens svar på kritikken her:

Leder på Endrupskolen: "Jeg har fulgt retningslinjerne"