Chefen for Dokk1 stopper for at blive professor i USA
Aarhus Kommunes forvaltningschef Rolf Hapel har sagt sin stilling op
Aarhus Kommune skal have fundet en ny chef for Dokk1 og byens øvrige biblioteker og borgerservice. Forvaltningschef Rolf Hapel har valgt at fratræde sin stilling i Aarhus Kommune fra 1. august 2018 for at blive professor på et amerikansk universitet.
"Det er med en blanding af vemod og begejstring, at jeg forlader Aarhus og kaster mig ud i de nye udfordringer," siger Rolf Hapel i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Han får rosende ord med på vejen fra sin politiske chef:
"Det er en flot international anerkendelse af Rolf Hapels mangeårige indsats. Det er en af biblioteksverdenens superstjerner, der forlader Aarhus. Jeg kan godt forstå, at han har lyst til at slutte sin lange og indholdsrige karriere med en så spændende udfordring og ønsker ham alt det bedste, samtidig med at jeg gerne vil takke ham for alt det, han har gjort for bibliotekerne i Aarhus. Han har med Dokk1 rustet både Aarhus og bibliotekerne til en stærk fremtid,” siger Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Asad-Ahmad.
63-årige Rolf Hapel har i næsten 24 år stået i spidsen for bibliotekerne i Aarhus Kommune. Rolf Hapel blev i 1994 ansat som Stadsbibliotekar, og siden 2006 har han været forvaltningschef for biblioteker og Borgerservice.
Blandt højdepunkterne i karrieren regner Rolf Hapel selv planlægningen af Dokk1. Han var også en af initiativtageren til sammenlægningen af bibliotekerne og borgerservice. En model der siden er blevet kopieret i flere kommuner.
LÆS OGSÅ: Dokk1 nomineret til international pris
Andre højdepunkter var tildelingen af Bill og Melinda Gates Fondens ”Access to Learning Award”, der i 2004 blev givet til Aarhus Kommunes Biblioteker for deres evne til at arbejde med digital udvikling og indvandrerbetjening samt udviklingen af den internationale bibliotekskonference 'Next Library', der afholdes i Aarhus hvert andet år. Den seneste i 2017 havde deltagere fra 38 lande og blev udsolgt længe inden tilmeldingsfristen udløb.
Rolf Hapel nye job i USA bliver som Professor of Practice ved Information School på University of Washington i Seattle, USA.
”Stillingen ved Washington University er to-årig og en del af programmet “Distinguised Practitioner in Residence”, der er støttet af Gates Fonden. Den indebærer, at jeg skal undervise bachelorer og master-studerende i forskellige discipliner indenfor biblioteksvidenskab, ligesom der er tilknyttet en bevilling på 50.000 Dollars, som skal anvendes på forskning i et biblioteksrelevant emne," siger Rolf Hapel.
Stillingen som chef for Aarhus Kommunes biblioteker og Borgerservice vil blive slået op i løbet af foråret.
jr