Nekrolog - Martha Lomholt Stræde
Lokalavisen har modtaget:
Cand. mag. Martha Lomholt Stræde, Hornslet, er død. Hun blev 89 år.
Højskolen, undervisning, musik og kunst kom til at præge et langt og virksomt liv for præstedatteren fra Morild. Som ung var hun på først Rønshoved Højskole og derefter på Snoghøj Højskole. Hun blev lærer på en skole ved Ringkøbing og mødte her Johannes Stræde, som hun blev gift med. I syv år underviste de begge på Viborg gymnastikhøjskole, før de i 1957 kom til Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse, hvor de som forstanderpar i de følgende 14 år stod i spidsen for en dynamisk udvikling af højskolen. I 1971 flyttede familien til Hornslet. Her blev hun lærer på Mørke Skole og han blev chef for kulturforvaltningen i Rosenholm kommune.
Undervejs læste Martha Lomholt Stræde dansk litteratur og musik på Århus Universitet og blev cand. mag. i begge fagene. I en årrække underviste hun på VUC i Hornslet og på Kolt Ældrehøjskole. Musikhuset i Aarhus blev jævnligt frekventeret, og hun satte sig gerne ved flyglet både hjemme og ved arrangementer i lokalområdet. I en årrække var hun medlem af hovedbestyrelsen i Det Radikale Venstre, ligesom hun var i menighedsrådet ved Hornslet Kirke samt aktiv i Foreningen Norden. I en høj alder fik hun åbnet op for andre sider af de kreative talenter. Det blev til et stort antal oliemalerier, akvareller og collager med naturen som hovedtema – og mange af hendes arbejder var med på udstillinger.
For en måned siden døde ægtefællen gennem mere end 65 år, Johannes Stræde, 97 år gammel. De efterlader sig 4 børn, 9 børnebørn og 2 oldebørn.
Martha Lomholt Stræde bisættes fredag den 23. marts kl. 13 fra Hornslet Kirke.